fredag den 2. november 2007

Stort hår


2. nov 2007 08:17, Bisous

Jeg er fra naturens side udstyret med krøllet hår. Mængden af krøller har varieret igennem livet, men de sidste par år er det blevet meget, meget krøllet.


Min meget velmenende frisør havde på et tidspunkt et flip med at skulle glatte mit hår når hun havde klippet det. Der blev brugt glattende shampoo, glattende kur, glattende serum, glatte jern og derfter en glatte paste plus styling spray! Og det blev også ganske fint glat. Og det holdt ihvertfald ned af trappen fra hendes salon. Men hvis der bare var en my fugt i luften, udenfor, ja så begyndte mit hår at sige SPOIIING og så var der krøller igen.


Hun har nu lært lektien.


Selv samme frisør brændte mig af i sidste uge. Kritisk! Jeg havde skubbet besøget en anelse for at sikre jeg havde fået løn inden jeg skulle derop, så det er meget tiltrængt, og så var hun syg.


Jeg har nu en tid i næste uge. Og der er sindsygt fugtigt udenfor... jeg har mikrofonhår!
Sidste gang jeg blev klippet røg der 8 cm i længden. Kommentaren ude på mit arbejde: dit hår er da ikke blevet kortere!
Nej mit hår bliver ikke kortere... det bliver mindre!


Der var en gang en der fortalte mig at hormonerne i kroppen ændrer sig drastisk hvert 7. år fra vi bliver født, og det har bla en betydning for hår og hud. Hvis jeg tænker tilbage på mit hår, så passer det vidst meget godt.


Da jeg endeligt fik hår, havde jeg meget løse krøller. Da jeg startede i skole var det mere kruset. Da jeg ramte puberten blev det ret glat, men med lidt fald. I mine 20'ere var det næsten helt glat, men i slutningen af 20'erne begyndte det så at krølle. Tiltagende. Jeg fylder snart 35, og det burde jo betyde en ændring igen. Er lidt spændt på om det bare vokser endnu mere i omfang... eller om det begynder at glatte ud igen.
Måske jeg ligefrem får kontrol? eller det er måske en naiv tanke?

Ingen kommentarer:

Send en kommentar