Dette indlæg startede egenligt som en
kommentar på et dilemma i dagens #Mads&Monopolet - en familiefar var kommet
til at bestille en tur til Ungarn med sin "drengegruppe" - en gruppe
som han normalt tager på 2 ture med om året - væk fra familien, og masser af
druk og mandehørm. Nu skal han så på en tredje tur, der desværre falder sammen
med hans ældste datters allerførste skoledag, nogensinde.
I'm sorry, men hvad
er dilemaet? Du er en voksen mand (ikke en dreng... det der drengefjol det
stopper altså det sekund du bliver far). Selvfølgelig skal du være tilstede på
det, der er den hidtil største dag i din datters liv.
Men grunden til at
dette indlæg ikke bare endte som en kommentar på Mads&Monopolets
Facebookside er at det jo ikke lige frem er første gang jeg møder dilemmaet
omkring "drengeturen".
Der var manden der
hellere ville bruge familiens sparsomme opsparing på den årlige
"drengeskitur" - det betød godtnok at der ikke var råd til julegaver
til børnene, ej heller familieferie næste sommer.
Eller ham hvis kone
havde termin med deres første barn, midt i drengelogens årlige druktur til
Prag.
Og der er talrige
eksempler i min omgangskreds - og så er det bare mit spørgsmål ud i verden er:
hvornår forlængede vi gymnasietiden til aldrig at stoppe?
Hvornår er det blevet
alment acceptabelt at tilgå sit parforhold som om at fællesskab og nærhed med
familien er det værste i verden? Hvorfor er vi så bange for at erklære os som
voksne og dermed fokusere vores energi, penge og sparsomme fritid på vores
nærmeste?
Argumentet jeg altid
hører fra veninderne er: jeg vil hellere have en glad mand/kæreste hjem.
Men dette bliver sagt
med panik i øjnene og stresssved på panden, for selvfølgelig er det tæske hårdt
at være alene med børnene i en uge, mens far "leger med drengene" -
og sjovt nok har det den modsatte effekt: det kan godt være han kommer glad
hjem, men i guder hvor han bliver straffet når han indfinder sig på
matriklen!
Der er ingen tvivl om
at vi kvinder har brugt mange år på at kastrere vores mænd, forsøgt at gøre dem
til mere kvinder end vi er - og det kan godt være at "drengelogen" er
vores forsøg på at gøre det godt igen - men hvad med vi lige alle sammen tager
et skridt tilbage og fokuserer på det vigtigste - respekten for hinanden og
ikke mindst de trygge rammer for vores børn?
Kvinder skal ikke
bestemme over deres mænd. Kvinder skal ikke bestemme hvordan han skal se ud, hvad
han spiser, hvor meget han motionerer, hvordan han bruger sin fritid, hvordan
han viser sin romantiske side - og vi skal ikke nedgøre, hakke eller tale grimt
til vores mænd - de er voksne mennesker, de er vores bedste venner, de er vores
partnere og de er vores bedre halvdel.
Til gengæld så skal
mændene begynde at opføre sig som voksne mennesker. De skal rydde op efter sig
selv, de skal overholde aftaler, de skal deltage i de daglige pligter - de er
nemlig flyttet hjemmefra, og deres kæreste er ikke deres mor. Og så skal de
forstå at når man er en voksen mand så er der bare ting man ikke gør mere - man
tager ikke på sanseløs druk med drengene - folk gør dumme ting når de er fulde,
og det gavner ikke parforholdet. Og når der kommer børn ja, så er det altså
slut med at være en drengerøv (som nu åbenbart er en positiv ting...)
For i sagens natur så
er det bare sådan at forældrene er deres barns totale verden. Og hver gang man
fravælger samværet med familien, så fravælger man sine børn. Og der er jo rigeligt
med ting i hverdagen der fremtvinger det fravalg. Den ekstra time på jobbet da
der er noget der skal være færdigt. De huslige gøremål, hvor man hele tiden må
affærdige sine børn med: jeg skal lige...
Det er naivt at tro
at ens børn ikke glæder sig lige så meget til weekenderne og ferierne som man
selv gør - vi er deres verden- og det er kun i weekenderne og ferierne vi reelt
set har tid til at lytte, lære, nusse, lege og udforske verden sammen - og
derved gøre deres meget større.
Og der er meget pres
på familerne - men meget af presset er selvforskyldt. Vi behøver jo ikke træne
til marathon, iron man, studere mindfulness, læse til coach, sige ja til alle
invitationer fra vennerne etc. Hvad nu med at vi alle sammen giver hinanden lov
til at tage et par år fri fra konkurrenceræset mens vores børn er små?
Hvad nu med at vi gør
det lovligt at sige til veninderne: jeg savner også jer, men jeg vil hellere
være sammen med familien end at tage på spa-ophold.
Og hvad nu hvis at vi
beslutter os for, som kvinder, at en mand aldrig er mere sexet, end når han er
en nærværende og kærlig far?
For jeg kan ikke lade
være med at tænke på, om årsagen til at mange kvinder dyrker drengerøven i
deres mand, i virkeligheden er fordi at de tror at jo mere gymnasieagtigt deres
mand er, jo yngre fremstår de selv?
Det er ikke
begrænsende for ens partner at man stiller krav - sålænge at alle er enige om
at et krav ikke er en lov.
Og man bør nok se på
familiestruktruren og sundheden af prioriteterne i ens parforhold hvis det
virkeligt er nødvendigt at tage en pause fra hverdagen. Hvis det at sige nej
tak til at efterlade familien i en uge er lig døden, og derfor er noget der
skal diskuteres på et program som Mads&Monpopolet.
