Vi lever i et land, hvor vi over tid har valgt at fraskrive os ansvaret for vores eget liv, og istedet overdraget det til et offentligt system. Prisen herfor er et urimeligt højt skattetryk samt en polemik baseret på at individets penge er statens, og de derfor har 100% råderet over dem. Dette bliver aldrig mere tydeligt end når man hører Johanne og hendes røde kumpaner tale om økonomisk politik. De der kender mig, eller har fulgt med på bloggen ved godt hvad jeg mener om det sag, så den lader jeg ligge i denne omgang. Istedet vil jeg prøve at forholde mig til at den måde vi har indrettet vores samfund på er rimelig, og ikke noget vi kan eller skal lave om på.
Hvis det er præmissen, så køber vi jo et service samfund. Hvis man køber en vare, så har man ret til at gøre indsigelse hvis den ikke fungerer efter hensigten. Vi er som forbrugere beskyttet at en markedsføringlov (man må ikke love noget man ikke kan holde) samt en produktansvarlov (hvis det en producent eller leverandør leverer gør skade på dig, så kan du kræve erstatning - et eksempel på denne er fx McDonalds varme kaffe dom). Hvis en virksomheds produkt gør skade på kunder eller i værste fald slår nogen ihjel, så har det en konsekvens for de produktansvarlige, de mister deres job og kan risikere at komme i fængsel.
Med det i mente, så lad os lige vende blikket mod det sociale system i Danmark. Jeg kan ikke tælle hvor mange sager der har været om seksuelt misbrug af børn de seneste 12 måneder. Det virker som om Tøndersagen har inspireret en stor gruppe sted- og plejefædre til virkeligt at blive kreative når det gælder misbrug, nedbrydning og udnyttelse at de børn der stoler på dem og er afhængige af dem. Og vi skal ikke ind på strafferammen (som er alt for mild) men derimod det system vi betaler for skal beskytte børnene.
Man taler om sociale nomader, altså familier der bare flytter når nogen begynder at stille spørgsmål, for så at fortsætte deres deroute et andet sted. Men de her familier modtager jo offentlige ydelser, så det er ikke ukendt for tilflytterkommunen at der er børn i huset. Hvis en husstand modtager børnepenge, bør der så ikke være nogen der lige følger op på om børn i den skolepligtige alder, rent faktisk går i skole (den kunne have sparet den yngste af pigerne i Bornholm sagen 2 års isolation).
Hvis man er plejefamilie så får man penge for at passe på børn, der ikke længere kan bo hjemme. Man udbetaler altså en ydelse fra skatteprovenuet (vores allesammens penge) bør man så ikke have benhård kontrol med forholdene som børne lever under? Hvis socialarbejderne havde lettet røven og besøgt familien i Brønderslev sagen, så havde de nok opdaget at børnene var møgbeskidte, sultne, isolerede og levede i ekstremt uhumske omgivelser.
Og så er der Tobias sagen. Her har en sundhedsplejerske og en læge slået alarm overfor de sociale myndigheder, og Tobias "mor" (det bliver nødt til at være i situations tegn, for den afstumpede gimpe fortjener simpelthen ikke den titel) har selv bedt om hjælp - men der kom ingen reaktion eller hjælp - og vi ved jo alle hvordan den sag endte.
Det er bare påfaldende for mig at man bruger rigtigt mange kræfter på at føre sag mod, og straffe "de skyldige", uden at se på det store billede. Ja der er de direkte skyldige, altså den der fører hånden, men hvad med alle dem der ikke lever op til deres ansvar og gør deres job ordenligt? Hvorfor kan socialarbejderen, eller endnu vigtigere chefen for det sociale område, slippe afsted med en beklagelse over at have svigtet og fejlet? Og når der nu er så mange sager, hvordan kan ministeriet der er ansvarligt slippe uden om fyrringer eller retssager?
England havde deres egen Tobias sag i 2007. Peter Connelly var 17 måneder gammel da han døde. Hans mor, stedfar og dennes bror havde tævet ham og påført ham 50 skader igennem 8 måneder, et faktum der blev overset ved de 60!!! visitationer fra socialarbejdere, læger og politi.
Den sag har haft store konsekvenser i England. Hele det sociale område er blevet undesøgt og ændret. Chefen for det sociale område i det county der fejlede blev fyret, hendes 2 nærmeste medarbejdere tvunget til at sige op. Den biologiske far fik tilkendt £75.000 i erstatning fra det offentlige (Tobias far får 127.000 kr af de to der har ført hånden). Peters mor og stedfar er begge idømt forvaring med minimum afsoning på 12 år. Tobias mor fik 4 år og stedfar fik 8 år. Peters stedonkel fik 12 år...
De to læger der undersøgte og behandlede Peter inden hans død blev begge suspenderet i 18 måneder og mistede deres job (de havde slået alarm, men ikke fulgt op).
Med det i mente så er Tobias dommen lidt tam. Vi som kunder bør kræve at folk i offentlige stillinger er strafferetsligt ansvarlig for fejl i deres produkter - på lige fod med private virksomheder, for ellers bliver tingene jo aldrig forbedret.
Min ven Christians mor er lige død. Det var pludseligt og midt i den store sorg kom der så lige en lille ting frem: Roskile Hospital har smidt hendes ejendele ud. Og den umiddelbare reaktion fra hospitalsledelsen var: shit happens... NEJ DET GØR IKKE! Hvis man har en process der ikke virker, så laver man den om. Og man laver en dybdegående undersøgelse af hvad der er sket, men mest af alt så giver man de pårørende en undskyldning. Man venter ikke til at medierne går ind i sagen. Hvis man vælger at gøre det, så bør man som hospitalschef lægge en opsigelse. For i det sekund sådan en sag rammer medierne så har han ødelagt sit hospitals rygte, og dermed tilliden til systemet. Og de lever af folks tillid. Hvis det samme skete på et hospital i USA, så røg der et par hoveder, og de efterladte ville få en erstatning. For i USA er hospitalterne nemlig godt klar over hvem deres kunder er, og kundepleje er vigtigt for alle virksomheder og serviceudbydere.
Så jeg giver Enhedslisten ret i en ting: vi har brug for en revolution, tror bare udgangen på min revolution er ret meget anderledes end deres: vi skal stille offentlige myndigheder ansvarlige for de de svigt og fejl der er i systemet. På lige fod med at en virksomhedsejer kan komme i fængsel for manglende omhu så må det samme gælde for det offentlige system vi har valgt at overgive ansvaret for vores liv. Eller endnu bedre: vi skal tage råderetten og ansvaret for vores eget liv tilbage fra staten, så vi selv er ansvarlige for vores egen lykke og fremgang.
torsdag den 19. juli 2012
onsdag den 18. juli 2012
Hver mands eje
Der skete noget meget mærkeligt da jeg var synligt gravid -jeg og ikke min mindst min mave blev hver mands eje. Ikke det klassiske med at folk partout skal lægge hånd på ens gravide mave, det har vidst været debatteret nok, og derfor er de fleste blevet ret gode til at spørge om lov, men alle havde pludseligt en mening om min mave, og hvad der var bedst for den. Og det var ikke bare veninderne, familien eller de nære kollegaer... næ nej, nu kunne alle komme med deres besyv om jeg nu gjorde det godt nok.
Jeg var f.eks til afdelingens julefrokost. Min mand havde haft fat i de nærmeste og fået fortalt dem, at jeg ikke skulle have lov til at lege helt med at løfte tunge ting etc. så det undrede mig ikke da jeg blev sat ned og opvartet. Da vi skulle spise, var forretten en mad med røget laks. Jeg elsker røget laks. Og det var en af mine cravings under hel graviditeten, men jeg forsøgte at begrænse mig pga kalorierne. Men altså, foran mig stod der den lækreste laksemad, med masser af dild og rævesovs. Jeg skar et stykke af, løftede langsomt min gaffel op mod munden, og skulle lige til at putte den i munden da jeg fik fornemmelsen af at der var blevet helt stille i min ende af bordet. Jeg kiggede op, og så er par erfarne mødre sidde og stirre på mig i forfærdelse. "Spiser du laks"? "Øh ja" der blev rullet med øjnene. "Ved du ikke at der er en parasit i rå fisk der kan gøre dit barn både blindt og åndsvagt?", "Jamen den er jo ikke rå, den er røget... ", "Den skal være opvarmet til over 100 grade!"
Jeg fik det ret dårligt, jeg havde jo levet af røget laks i flere uger, og nu ville jeg jo få et blindt, åndsvagt barn ud af min manglende selvkontrol. Heldigvis skred en af de andre erfarne mødre ind: "nu stopper i, jeg levede af sushi under alle tre af mine graviditeter, og der er ingen af mine 3 der fejler det mindste!", puu haa krisen var overstået...
En anden dag havde jeg en af de allernærmeste veninder på besøg. Pludseligt udbrød hun: "hvordan har du egenligt tænkt dig at tørre hans tøj?" På det her tidspunkt var jeg begyndt at høre spændingsmusik fra dårlige serieføljetoner hvergang jeg blev quizzet, så i mit hoved blev spørgsmålet afsluttet med: da da daaaaaaa. Jeg svarede forsigtigt: "øh hænge det op i bryggerset, udenfor eller putte det i tørretumbleren..." imens jeg ransagede min hjerne for at komme i tanke om jeg var ved at forbryde mig mod FACITLISTEN, den liste som alle mødre åbenbart får udleveret sammen med barnet. Jeg svarede åbenbart rigtigt, for jeg blev ikke sat i skammekrogen.
Så var der den med alkoholen. Jeg fandt først ud af at jeg var gravid da jeg var halvvejs, og derfor havde jeg både drukket alkohol, og været på penicillin i starten af min graviditet. Det bekymrede mig meget, og mine omgivelser var ikke sene til at puste til ilden. Men så hørte jeg en læge fra Skejby, der udtalte at man jo faktisk ikke har belæg for at sige at alle gravide skal undlade at drikke alt alkohol... Reaktionen er individuel. Jeg tror bare han forsøgte at få lidt nuance ind i debatten, men i guder hvor blev jeg lynchet hvergang jeg forsøgte at læne mig op af den lille krykke.
Så var der det med amningen. En anden af de nærmeste fik proklameret at det er umuligt at amme! (da da daaaaaaa), jeg kom spagfærdigt til at ytre at det kunne det jo ikke være, for så ville menneskeheden jo have været uddød for længe siden.... Men der var tydeligvis igen noget jeg ikke havde belæg for at udtale mig om...
Og så var der den med vaskepulveret... og skyllemiddel... og vores katte...og rengøringsmidler... og parfume... røde bøffer... kaffe...slibestøv...peanuts... maling osv
Det er et under jeg kom igennem graviditeten med mit mentale helbred intakt... og endnu mere et mirakel at lille nus er blevet født uden men og skavanker!
Jeg var f.eks til afdelingens julefrokost. Min mand havde haft fat i de nærmeste og fået fortalt dem, at jeg ikke skulle have lov til at lege helt med at løfte tunge ting etc. så det undrede mig ikke da jeg blev sat ned og opvartet. Da vi skulle spise, var forretten en mad med røget laks. Jeg elsker røget laks. Og det var en af mine cravings under hel graviditeten, men jeg forsøgte at begrænse mig pga kalorierne. Men altså, foran mig stod der den lækreste laksemad, med masser af dild og rævesovs. Jeg skar et stykke af, løftede langsomt min gaffel op mod munden, og skulle lige til at putte den i munden da jeg fik fornemmelsen af at der var blevet helt stille i min ende af bordet. Jeg kiggede op, og så er par erfarne mødre sidde og stirre på mig i forfærdelse. "Spiser du laks"? "Øh ja" der blev rullet med øjnene. "Ved du ikke at der er en parasit i rå fisk der kan gøre dit barn både blindt og åndsvagt?", "Jamen den er jo ikke rå, den er røget... ", "Den skal være opvarmet til over 100 grade!"
Jeg fik det ret dårligt, jeg havde jo levet af røget laks i flere uger, og nu ville jeg jo få et blindt, åndsvagt barn ud af min manglende selvkontrol. Heldigvis skred en af de andre erfarne mødre ind: "nu stopper i, jeg levede af sushi under alle tre af mine graviditeter, og der er ingen af mine 3 der fejler det mindste!", puu haa krisen var overstået...
En anden dag havde jeg en af de allernærmeste veninder på besøg. Pludseligt udbrød hun: "hvordan har du egenligt tænkt dig at tørre hans tøj?" På det her tidspunkt var jeg begyndt at høre spændingsmusik fra dårlige serieføljetoner hvergang jeg blev quizzet, så i mit hoved blev spørgsmålet afsluttet med: da da daaaaaaa. Jeg svarede forsigtigt: "øh hænge det op i bryggerset, udenfor eller putte det i tørretumbleren..." imens jeg ransagede min hjerne for at komme i tanke om jeg var ved at forbryde mig mod FACITLISTEN, den liste som alle mødre åbenbart får udleveret sammen med barnet. Jeg svarede åbenbart rigtigt, for jeg blev ikke sat i skammekrogen.
Så var der den med alkoholen. Jeg fandt først ud af at jeg var gravid da jeg var halvvejs, og derfor havde jeg både drukket alkohol, og været på penicillin i starten af min graviditet. Det bekymrede mig meget, og mine omgivelser var ikke sene til at puste til ilden. Men så hørte jeg en læge fra Skejby, der udtalte at man jo faktisk ikke har belæg for at sige at alle gravide skal undlade at drikke alt alkohol... Reaktionen er individuel. Jeg tror bare han forsøgte at få lidt nuance ind i debatten, men i guder hvor blev jeg lynchet hvergang jeg forsøgte at læne mig op af den lille krykke.
Så var der det med amningen. En anden af de nærmeste fik proklameret at det er umuligt at amme! (da da daaaaaaa), jeg kom spagfærdigt til at ytre at det kunne det jo ikke være, for så ville menneskeheden jo have været uddød for længe siden.... Men der var tydeligvis igen noget jeg ikke havde belæg for at udtale mig om...
Og så var der den med vaskepulveret... og skyllemiddel... og vores katte...og rengøringsmidler... og parfume... røde bøffer... kaffe...slibestøv...peanuts... maling osv
Det er et under jeg kom igennem graviditeten med mit mentale helbred intakt... og endnu mere et mirakel at lille nus er blevet født uden men og skavanker!
søndag den 15. juli 2012
Min mødregruppe
I Information var der i dag en fin kronik om mødregrupper - Da speltmor mødte ghettomor, hvori skribenten beskriver hvordan hun har lært rigtigt meget af de to socialt udsatte mødre hun kom i gruppe med.
Der er rigtigt mange aspekter i artiklen jeg kan nikke genkendende til: den akademiske tilgang til moderskabet, den totale autoritetstro i mødet med sundhedsplejersker, jordemødre, læger og sygeplejersker, den konstante angst for ikke at gøre det “rigtige”, facit lister etc.
Men i mit tilfælde er der ikke nogen socialt udsatte mødre i min mødregruppe - jeg bor i Hørsholm, så vi er en ret homogen gruppe. De store udsving i vores lille gruppe på 8 er hvorvidt man er førstegangsfødende eller man er rutineret. Vi er 4 af hver. Vi har en der er vores “unge mor”, hun har lige fået nummer to i en alder af 26 år, og det er altså ungt i vores by! Vi har en der netop har fået nummer 4 i en alder af 40 år (hende har ville enorm respekt for, for de tre yngste er ikke ret langt fra hinanden), vi har en der har fået nr 2 i 30erne, og en der er ved at flytte til byen med sine to børn, og resten af os har så fået vores første. Vi har alle en far til vores børn som vi deler hverdagen med. Vi har alle en uddannelse, og vi har alle job (undtaget de to der stadig går i skole). Alt i alt en dejlig homogen gruppe.
Jeg var som udgangspunkt ikke varm på tanken med mødregruppe, da jeg har oplevet nogle eksempler blandt veninder, hvor det hele er gået op i speltboller, økologi, hunter gummistøvler, hjemmebag, opkørte frokostborde og skarp bedømmelse af alle andre. Men min jordemoder overtalte mig heldigvis, og det er jeg så evigt taknemmelig for.
For selvom jeg følte mig godt forberedt på at få et barn, så var jeg jo slet ikke klar. Jeg var fast besluttet på jeg ville amme. Jeg kæmpede en brav kamp på hospitalet for at få det igang, men fik at vide han skulle have modermælkserstatning som supplement, da han ikke fik nok. Efter en uge på hospitalet kom vi hjem, men pga en styrtblødning under mit kejsersnit, og selve kejsersnittet, så var jeg ikke ret meget værd da jeg kom hjem. Jeg kunne ikke løfte min søn, jeg kunne ikke komme op af sengen uden hjælp, og jeg kunne ikke sidde ordentligt og amme... og så ville han kun amme med ammebrik, og det er frustrerende for mig, og for ham, så hyggen forsvandt... og efter 3 uger ville han ikke sutte mere. Så jeg malkede ud og malkede ud, men mælken forsvandt.
Hospitalet havde bedt mig kontakte sundhedsplejersken med det samme vi kom hjem, og det gjorde jeg selvfølgelig, hun var fantastisk og fik mig hurtigt gjort klart at flaskebørn er lige så rigtige som brystbørn, men derfor var jeg nu lidt nervøs for mit første møde med mødregruppen, da jeg frygtede en flok fordømmende ammefascister. Og det var også et af de første spørgsmål mødregruppesundhedsplejersken stillede: fortæl om din graviditet, din fødsel og om du ammer. Det startede godt, den første havde haft en hård graviditet, en alt for hurtig fødsel, og hun ammede. Den næste havde haft en hård graviditet, en alt alt for hurtig fødsel, og hun ammede, og så kom til til en af de 2. gangsfødende - hun havde haft en god graviditet, en god fødsel, men hun ammede ikke... og det havde hun heller ikke gjort med den første. Jeg sad og ventede på at frådende hunde stormede lokalet og rev hende i stykker... men der skete ingen ting! Så da det var min tur, turde jeg godt fortælle jeg havde haft en nem graviditet de første 7 måneder (opdagede først jeg var gravid da jeg var 4½ md henne), en hård og brutal fødsel, og at jeg var stoppet med at amme.
Det viste sig at vi er 3 ud af 8 der ikke ammer. Og vores børn vokser fint, er glade og smukke, og trives ligeså godt som de 5 andre.
Der hvor skellet er i min gruppe er, som før nævnt, hvorvidt det er første gang eller ej. Vi skambruger de erfarne! De er jo en brønd af viden og praktisk erfaring. Man kan få hjælp til mavekneb, knibeøvelser, hvordan man kommer igennem en lufthavn med baby og modermælkserstatning og så det der med det evindelige mareridt: hvordan undgår man baby får et deformt hoved?
Vores unge mor smilede og sagde: min børn sover på siden....
GISP! Imod alle regler og love! Men hun forklarede at sådan sover de altså bedst, og de ligger med støtte, så de ikke triller om på maven.
Det var der det gik op for mig, at det er jo vores børn. Ikke samfundets eller sundhedsplejerskens, men vores. Vi bestemmer. Der er retningslinjer vi kan følge, men vi kan også lade være. Vi kommer ikke i fængsel hvis vi ikke ammer, eller køber uøkologiske fødevarer. Børnene bliver ikke taget fra os hvis de sover på siden istedet for på ryggen.
Men det bedste ved min mødregruppe er nu at vores unge mor startede med at fortælle at i hendes første mødregruppe havde de aftalt at det ikke skulle være opkørt eller hjemmebagt. Så det har vi adopteret... der har ikke været en speltbolle i sigte og vores møder er super hyggelige. Jeg er super taknemmelig for mine 7 piger, som hjælper med at afmystificere moderskabet samt sikrer at jeg ikke bliver sindssyg af at gå hjemme. Og jeg ved min lille søn også er uendeligt glade for dem, for der er ingen mavekneb eller røde numser. Han kom igennem lufthavnen og flyveturen uden sult eller hysteri, og bedst af alt, han sover lige nu til middag, på maven (ja på maven, for der sover han bedst) men hans mor og far sidder ved siden af ham og holder øje med han ikke bliver kvalt.
Der er rigtigt mange aspekter i artiklen jeg kan nikke genkendende til: den akademiske tilgang til moderskabet, den totale autoritetstro i mødet med sundhedsplejersker, jordemødre, læger og sygeplejersker, den konstante angst for ikke at gøre det “rigtige”, facit lister etc.
Men i mit tilfælde er der ikke nogen socialt udsatte mødre i min mødregruppe - jeg bor i Hørsholm, så vi er en ret homogen gruppe. De store udsving i vores lille gruppe på 8 er hvorvidt man er førstegangsfødende eller man er rutineret. Vi er 4 af hver. Vi har en der er vores “unge mor”, hun har lige fået nummer to i en alder af 26 år, og det er altså ungt i vores by! Vi har en der netop har fået nummer 4 i en alder af 40 år (hende har ville enorm respekt for, for de tre yngste er ikke ret langt fra hinanden), vi har en der har fået nr 2 i 30erne, og en der er ved at flytte til byen med sine to børn, og resten af os har så fået vores første. Vi har alle en far til vores børn som vi deler hverdagen med. Vi har alle en uddannelse, og vi har alle job (undtaget de to der stadig går i skole). Alt i alt en dejlig homogen gruppe.
Jeg var som udgangspunkt ikke varm på tanken med mødregruppe, da jeg har oplevet nogle eksempler blandt veninder, hvor det hele er gået op i speltboller, økologi, hunter gummistøvler, hjemmebag, opkørte frokostborde og skarp bedømmelse af alle andre. Men min jordemoder overtalte mig heldigvis, og det er jeg så evigt taknemmelig for.
For selvom jeg følte mig godt forberedt på at få et barn, så var jeg jo slet ikke klar. Jeg var fast besluttet på jeg ville amme. Jeg kæmpede en brav kamp på hospitalet for at få det igang, men fik at vide han skulle have modermælkserstatning som supplement, da han ikke fik nok. Efter en uge på hospitalet kom vi hjem, men pga en styrtblødning under mit kejsersnit, og selve kejsersnittet, så var jeg ikke ret meget værd da jeg kom hjem. Jeg kunne ikke løfte min søn, jeg kunne ikke komme op af sengen uden hjælp, og jeg kunne ikke sidde ordentligt og amme... og så ville han kun amme med ammebrik, og det er frustrerende for mig, og for ham, så hyggen forsvandt... og efter 3 uger ville han ikke sutte mere. Så jeg malkede ud og malkede ud, men mælken forsvandt.
Hospitalet havde bedt mig kontakte sundhedsplejersken med det samme vi kom hjem, og det gjorde jeg selvfølgelig, hun var fantastisk og fik mig hurtigt gjort klart at flaskebørn er lige så rigtige som brystbørn, men derfor var jeg nu lidt nervøs for mit første møde med mødregruppen, da jeg frygtede en flok fordømmende ammefascister. Og det var også et af de første spørgsmål mødregruppesundhedsplejersken stillede: fortæl om din graviditet, din fødsel og om du ammer. Det startede godt, den første havde haft en hård graviditet, en alt for hurtig fødsel, og hun ammede. Den næste havde haft en hård graviditet, en alt alt for hurtig fødsel, og hun ammede, og så kom til til en af de 2. gangsfødende - hun havde haft en god graviditet, en god fødsel, men hun ammede ikke... og det havde hun heller ikke gjort med den første. Jeg sad og ventede på at frådende hunde stormede lokalet og rev hende i stykker... men der skete ingen ting! Så da det var min tur, turde jeg godt fortælle jeg havde haft en nem graviditet de første 7 måneder (opdagede først jeg var gravid da jeg var 4½ md henne), en hård og brutal fødsel, og at jeg var stoppet med at amme.
Det viste sig at vi er 3 ud af 8 der ikke ammer. Og vores børn vokser fint, er glade og smukke, og trives ligeså godt som de 5 andre.
Der hvor skellet er i min gruppe er, som før nævnt, hvorvidt det er første gang eller ej. Vi skambruger de erfarne! De er jo en brønd af viden og praktisk erfaring. Man kan få hjælp til mavekneb, knibeøvelser, hvordan man kommer igennem en lufthavn med baby og modermælkserstatning og så det der med det evindelige mareridt: hvordan undgår man baby får et deformt hoved?
Vores unge mor smilede og sagde: min børn sover på siden....
GISP! Imod alle regler og love! Men hun forklarede at sådan sover de altså bedst, og de ligger med støtte, så de ikke triller om på maven.
Det var der det gik op for mig, at det er jo vores børn. Ikke samfundets eller sundhedsplejerskens, men vores. Vi bestemmer. Der er retningslinjer vi kan følge, men vi kan også lade være. Vi kommer ikke i fængsel hvis vi ikke ammer, eller køber uøkologiske fødevarer. Børnene bliver ikke taget fra os hvis de sover på siden istedet for på ryggen.
Men det bedste ved min mødregruppe er nu at vores unge mor startede med at fortælle at i hendes første mødregruppe havde de aftalt at det ikke skulle være opkørt eller hjemmebagt. Så det har vi adopteret... der har ikke været en speltbolle i sigte og vores møder er super hyggelige. Jeg er super taknemmelig for mine 7 piger, som hjælper med at afmystificere moderskabet samt sikrer at jeg ikke bliver sindssyg af at gå hjemme. Og jeg ved min lille søn også er uendeligt glade for dem, for der er ingen mavekneb eller røde numser. Han kom igennem lufthavnen og flyveturen uden sult eller hysteri, og bedst af alt, han sover lige nu til middag, på maven (ja på maven, for der sover han bedst) men hans mor og far sidder ved siden af ham og holder øje med han ikke bliver kvalt.
torsdag den 12. juli 2012
Mobiltelefon etikette
En af mine venner på FB havde postet følgende idag: " Now this should be a funny game for a night out.. all of your friends put their phones in the middle of the table for the night—whoever gives in and grabs their phone first pays the entire bill."
Det fik mig til at tænke lidt over det med mobiltelefon etikette - findes der en? Er den fælles for alle, eller er den demografisk inddelt? Nu har jeg jo så høj en alder at jeg kan huske dengang der ikke fandtes mobiltelefoner, og dengang det begyndte at blive hvermands eje - og dengang var der stor forskel på hvad der var acceptabelt hos forskellige grupper. Jeg har altid fundet det ualmindeligt irriterende at folk tager telefonen mens man fører en samtale... og jeg bliver virkeligt mopset hvis de giver sig til at tale med den person der ringer. Jeg er lidt mere afslappet med det, i privat regi, men rent arbejdsmæssigt så kommer jeg op i det røde felt. Især når en person kommer over og afbryder det man laver, for at spørge om hjælp, og de så dernæst besvarer telefonen når den ringer. Så sidder man der og flagrer, og kan ikke rigtigt komme videre med det man laver. Det medførte at jeg indførte en ny praksis: jeg gik over til de andres plads, når de bad om hjælp, for så kunne jeg gå tilbage til min egen når de tog telefonen. Nogle blev mopsede over at skulle over at skulle over til mig en gang til, men de fleste blev faktisk lidt flove.
Det virker som om det er blevet endnu værre med smartphonens indtog, for nu er det ikke længere kun opringninger og smser der forstyrrer, nu er det email, facebook, twitter etc der kræver folks opmærksomhed. Jeg ved at de teenagere der er i mit liv er fuldstændigt slaver af telefonen. De ligger og smser hele natten, og får panikanfald, hvis de løber tør for taletid eller batteri. Jeg har hørt sætninger som: jeg har ikke sovet for jeg skulle jo svare på de beskeder jeg fik. Skulle? Kommer der en og slår dig hvis du fejler?
Men det er endnu værre: min mand og jeg var ude og spise den anden aften. En hyggelig aften hvor vi flettede fingre hen over bordet og talte om hvor vidunderlig vores lille nyfødte søn er. Ved siden af os sad der et ungt par, på date. De var omkring 16 år, og især han var meget nervøs. De talte ikke ret meget sammen, sad og fnisede lidt, indtil hans telefon ringede. Så blev han livlig og animeret. Sad og grinede ned i telefonen, pludrede løs og glemte alt om den smukke på den anden side af bordet. Hun gjorde det eneste hun kunne gøre: hun hev sin telefon frem og ringede til en veninde... Da han var færdig, talte hun videre (og det havde han egenligt fortjent) i 10 minutter (hvilket betød hun sad og talte i telefon mens hun spiste den mad hun havde bestilt). Da hun var færdig med at tale (og spise) sad de igen i tavshed, indtil han hev telefonen frem og begyndte at surfe på nettet. De fik dessert og de gik. Jeg kunne ikke lade være med at tænke på det havde været både en billigere men sikkert også en langt mere succesfuld date hvis de havde ringet sammen istedet.
Og det er egenligt det der skræmmer mig lidt - er vi ved at miste evnen til at fungere og interagere i samme rum med andre mennesker? Er det eneste vi kan gøre os interessante med, vores telefon og vores facebook venner?
Jeg indrømmer gerne at jeg selv at ret telefonafhængig, især efter jeg har opdaget wordfeud, men jeg kan sagtens lade være med at tage den, hvis jeg laver noget andet. Faktisk ligger min telefon ofte i min taske, nedenunder i vores hus, så jeg hører den ikke om aftenen. Vi har fastnet, så hvis folk vil mig noget så må de ringe der, eller skype mig hvis jeg er på... eller skrive på msn... eller facebook... aaaargh, er sku ikke helt sikker på jeg ville kunne spise gratis hvis vi legede den leg med at smide telefonen ind midt på bordet...
Det fik mig til at tænke lidt over det med mobiltelefon etikette - findes der en? Er den fælles for alle, eller er den demografisk inddelt? Nu har jeg jo så høj en alder at jeg kan huske dengang der ikke fandtes mobiltelefoner, og dengang det begyndte at blive hvermands eje - og dengang var der stor forskel på hvad der var acceptabelt hos forskellige grupper. Jeg har altid fundet det ualmindeligt irriterende at folk tager telefonen mens man fører en samtale... og jeg bliver virkeligt mopset hvis de giver sig til at tale med den person der ringer. Jeg er lidt mere afslappet med det, i privat regi, men rent arbejdsmæssigt så kommer jeg op i det røde felt. Især når en person kommer over og afbryder det man laver, for at spørge om hjælp, og de så dernæst besvarer telefonen når den ringer. Så sidder man der og flagrer, og kan ikke rigtigt komme videre med det man laver. Det medførte at jeg indførte en ny praksis: jeg gik over til de andres plads, når de bad om hjælp, for så kunne jeg gå tilbage til min egen når de tog telefonen. Nogle blev mopsede over at skulle over at skulle over til mig en gang til, men de fleste blev faktisk lidt flove.
Det virker som om det er blevet endnu værre med smartphonens indtog, for nu er det ikke længere kun opringninger og smser der forstyrrer, nu er det email, facebook, twitter etc der kræver folks opmærksomhed. Jeg ved at de teenagere der er i mit liv er fuldstændigt slaver af telefonen. De ligger og smser hele natten, og får panikanfald, hvis de løber tør for taletid eller batteri. Jeg har hørt sætninger som: jeg har ikke sovet for jeg skulle jo svare på de beskeder jeg fik. Skulle? Kommer der en og slår dig hvis du fejler?
Men det er endnu værre: min mand og jeg var ude og spise den anden aften. En hyggelig aften hvor vi flettede fingre hen over bordet og talte om hvor vidunderlig vores lille nyfødte søn er. Ved siden af os sad der et ungt par, på date. De var omkring 16 år, og især han var meget nervøs. De talte ikke ret meget sammen, sad og fnisede lidt, indtil hans telefon ringede. Så blev han livlig og animeret. Sad og grinede ned i telefonen, pludrede løs og glemte alt om den smukke på den anden side af bordet. Hun gjorde det eneste hun kunne gøre: hun hev sin telefon frem og ringede til en veninde... Da han var færdig, talte hun videre (og det havde han egenligt fortjent) i 10 minutter (hvilket betød hun sad og talte i telefon mens hun spiste den mad hun havde bestilt). Da hun var færdig med at tale (og spise) sad de igen i tavshed, indtil han hev telefonen frem og begyndte at surfe på nettet. De fik dessert og de gik. Jeg kunne ikke lade være med at tænke på det havde været både en billigere men sikkert også en langt mere succesfuld date hvis de havde ringet sammen istedet.
Og det er egenligt det der skræmmer mig lidt - er vi ved at miste evnen til at fungere og interagere i samme rum med andre mennesker? Er det eneste vi kan gøre os interessante med, vores telefon og vores facebook venner?
Jeg indrømmer gerne at jeg selv at ret telefonafhængig, især efter jeg har opdaget wordfeud, men jeg kan sagtens lade være med at tage den, hvis jeg laver noget andet. Faktisk ligger min telefon ofte i min taske, nedenunder i vores hus, så jeg hører den ikke om aftenen. Vi har fastnet, så hvis folk vil mig noget så må de ringe der, eller skype mig hvis jeg er på... eller skrive på msn... eller facebook... aaaargh, er sku ikke helt sikker på jeg ville kunne spise gratis hvis vi legede den leg med at smide telefonen ind midt på bordet...
Så har i mig tilbaaaage
sang Kurt Thorsen for et par år siden, da han slap ud af spjældet. Og det samme synger jeg - har dog ikke været inde og bure den, har bare været en smule overvældet af livet! Men nu lysner det, og lysten til at skrive er kommet igen, så nu vil jeg bestræbe mig på at være mere flittig. Der er sket meget i mit liv de sidste par år, er blevet færdig med min MBA, har haft et job som EA for en europæisk marketing VP, har haft et job som ansvarlig for software forretningens marketing planer og budgetter i Danmark, og sidst men ikke mindst er jeg blevet mor for 3 måneder siden, til en lille dreng, der kom totalt bag på os.
Jeg har siddet og læst en del af mine gamle indlæg, og det bliver spændende at se hvor meget jeg må trække i land, for der er ingen tvivl om at man aldrig er en bedre forældre end inden man får børn... nå men på med skrive vanten igen og så er det ud over stepperne :0)
Jeg har siddet og læst en del af mine gamle indlæg, og det bliver spændende at se hvor meget jeg må trække i land, for der er ingen tvivl om at man aldrig er en bedre forældre end inden man får børn... nå men på med skrive vanten igen og så er det ud over stepperne :0)
Abonner på:
Opslag (Atom)