Mobiltelefon etikette

En af  mine venner på FB havde postet følgende idag:  " Now this should be a funny game for a night out.. all of your friends put their phones in the middle of the table for the night—whoever gives in and grabs their phone first pays the entire bill."

Det fik mig til at tænke lidt over det med mobiltelefon etikette - findes der en? Er den fælles for alle, eller er den demografisk inddelt? Nu har jeg jo så høj en alder at jeg kan huske dengang der ikke fandtes mobiltelefoner, og dengang det begyndte at blive hvermands eje - og dengang var der stor forskel på hvad der var acceptabelt hos forskellige grupper. Jeg har altid fundet det ualmindeligt irriterende at folk tager telefonen mens man fører en samtale... og jeg bliver virkeligt mopset hvis de giver sig til at tale med den person der ringer. Jeg er lidt mere afslappet med det, i privat regi, men rent arbejdsmæssigt så kommer jeg op i det røde felt. Især når en person kommer over og afbryder det man laver, for at spørge om hjælp, og de så dernæst besvarer telefonen når den ringer. Så sidder man der og flagrer, og kan ikke rigtigt komme videre med det man laver. Det medførte at jeg indførte en ny praksis: jeg gik over til de andres plads, når de bad om hjælp, for så kunne jeg gå tilbage til min egen når de tog telefonen. Nogle blev mopsede over at skulle over at skulle over til mig en gang til, men de fleste blev faktisk lidt flove.

Det virker som om det er blevet endnu værre med smartphonens indtog, for nu er det ikke længere kun opringninger og smser der forstyrrer, nu er det email, facebook, twitter etc der kræver folks opmærksomhed. Jeg ved at de teenagere der er i mit liv er fuldstændigt slaver af telefonen. De ligger og smser hele natten, og får panikanfald, hvis de løber tør for taletid eller batteri. Jeg har hørt sætninger som: jeg har ikke sovet for jeg skulle jo svare på de beskeder jeg fik. Skulle? Kommer der en og slår dig hvis du fejler?

Men det er endnu værre: min mand og jeg var ude og spise den anden aften. En hyggelig aften hvor vi flettede fingre hen over bordet og talte om hvor vidunderlig vores lille nyfødte søn er. Ved siden af os sad der et ungt par, på date. De var omkring 16 år, og især han var meget nervøs. De talte ikke ret meget sammen, sad og fnisede lidt, indtil hans telefon ringede. Så blev han livlig og animeret. Sad og grinede ned i telefonen, pludrede løs og glemte alt om den smukke på den anden side af bordet. Hun gjorde det eneste hun kunne gøre: hun hev sin telefon frem og ringede til en veninde... Da han var færdig, talte hun videre (og det havde han egenligt fortjent) i 10 minutter (hvilket betød hun sad og talte i telefon mens hun spiste den mad hun havde bestilt). Da hun var færdig med at tale (og spise) sad de igen i tavshed, indtil han hev telefonen frem og begyndte at surfe på nettet. De fik dessert og de gik. Jeg kunne ikke lade være med at tænke på det havde været både en billigere men sikkert også en langt mere succesfuld date hvis de havde ringet sammen istedet.

Og det er egenligt det der skræmmer mig lidt - er vi ved at miste evnen til at fungere og interagere i samme rum med andre mennesker? Er det eneste vi kan gøre os interessante med, vores telefon og vores facebook venner?

Jeg indrømmer gerne at jeg selv at ret telefonafhængig, især efter jeg har opdaget wordfeud, men jeg kan sagtens lade være med at tage den, hvis jeg laver noget andet. Faktisk ligger min telefon ofte i min taske, nedenunder i vores hus, så jeg hører den ikke om aftenen. Vi har fastnet, så hvis folk vil mig noget så må de ringe der, eller skype mig hvis jeg er på... eller skrive på msn... eller facebook... aaaargh, er sku ikke helt sikker på jeg ville kunne spise gratis hvis vi legede den leg med at smide telefonen ind midt på bordet...