Postkort fra Frankrig 2

24. aug 2008 10:19, Bisous

Nu sidder jeg så her en stille søndag formiddag. Solen brager allerede ned, middelhavet er blikstille og der ligger en let dis over mine bjerge. Min elskede ligger stadig og sover efter en hård uge med at stå op kl. 8 så vi kan komme på stranden inden det vælter ind med hollændere og englændere efter frokost.
Vi skulle egenligt have været på stranden idag, men min mand følte for at sove længe, og det skal han jo have lov til, det er også hans ferie.
Når man sådan tuller rundt her i det fremmede så møder man ting der rejser spørgsmålet: hvordan fik man så lige den idé?
Eksempel: nå vi går rundt i byen møder vi hele tiden store flotte oliventræer. De er smækfyldte med oliven og om lidt over en måned begynder høsten.
Man kan ikke spise oliven direkte fra træet. De er hårde og beske og man får ondt i maven.... men hvem var det lige der for 2000 år siden kom forbi sådan et træ og sagde til sig selv: hvad nu hvis man plukker dem, ligger dem i saltlage et par uger og så spiser dem? Det lyder lækkert, det prøver jeg - og dem vi ikke kan spise presser vi til olie...
Så er der korkegene. Hvem kom forbi sådan et egetræ, kiggede på den tykke ujævne bark og sagde til sig selv: det må man da kunne skære af og bruge til noget... og hvordan fandt man så lige ud af at man først må skære af efter 25 år, og derefter kun hver 12 år...
Vi er omgivet af pinjetræer, og min kære bror var ude og samle pinjekerner sammen med min niece. Igen ikke et særligt tilgængeligt produkt: Kernerne vokser inde i koglerne. De er dækket af en hård, skarp, sort skal der skal knækkes af. Ikke en rar opgave. Hvem er det lig der kom forbi sådan et grantræ for 10.000 år siden, samlede en kogle op og gryntede: nark aargh mums? (den man man kunne spise)
Så er der vinen (og den er der rigtigt meget af hernede). Jeg forstår godt at  man kommer forbi sådan en slyngplante, ser druerne og stopper dem i munden... Men hvordan kom man lige på at binde dem op, høste og presse frugten og så lade den gærde?
Men det stopper ikke der... for hver dag møder vi et fantastisk udvalg af skaldyr... og for mig topper det altså listen. Hvem i alverden var den første der fiskede en stor hummer op, kiggede på den og sagde: du bliver super lækker hvis du lige bliver kogt lidt... det kan jo være den første mand der kogte en hummer troede at han kunne koge den mør... og efter 4 timer gav han op og tæskede løs på den med en sten i bare arrigskab...
Hvad der er endnu mere bizart end hummer er nu den første mand der spiste en østers.... ydrk bare tanken om at få den idé: uhm sådan en koldt snotklat må da være vildt lækker at hælde i halsen... mens den er levende...
Ja ja, at rejse er at leve, og jeg elsker jo at opleve nye ting, men en gang imellem må man undres over menneskets opfindsomhed.

Flysikkerhed

24. sep 2008 11:34, Bisous

Ikke et ord om fly der drætter ned fra himlen!
Jeg vil blot berette om en oplevelse jeg havde da vi fløj til Frankrig i August.
Vi var ankommet i lufthavnen i god tid (elsker at shoppe) og derfor var vi ikke bekymrede da det trak ud, temmeligt længe, da vi stod i kø ved security. Foran os stod der en stor gruppe spaniere. De fleste var i tyverne, men der var en der var i slutningen af 50'erne. De havde alle enorme mængder håndbagage med, og de havde alle sammen enten barberskum eller shampoo med der var over 150 ml. Igen og igen måtte staklerne bag skranken forsøge på engelsk at forklare hvorfor de ikke måtte have deres toiletsager med i flyet. Da det blev den ældre mands tur blev også hans barberskum og shampoo taget fra ham, men det ville han ikke finde sig i. De unge fyre måtte træde til og forklare ham at sådan var reglerne. På dette tidspunkt blev jeg hevet uden om overi en anden række og jeg så ikke resten... men det gjorde min mand.
Da det endeligt havde lykkedes de ansatte at få manden til at slippe shampoo og barberskum kørte de hans rygsæk igennem scanneren - og så gjorde de store øjne. I tasken lå en boremaskine, en skruemaskine og en sømpistol! Og manden kunne simplethen ikke forstå at han ikke måtte have disse ting med op i kabinen.
Jeg var kommet ind i duty free og der stod en stewardesse og trippede: vi mangler simpelthen så mange passagerer til Malaga...
Jeg kunne jo så fortælle hende at jeg godt vidste hvor de var ;0)  Hun trådte ind og begyndte at skynde på de unge fyre, så de stormede afsted. Og efterlod deres ældre kammerat i heftig diskusion på dansk og spansk  omkring hans værktøjs skæbne.
Jeg ved ikke hvad det endte med, men morsomt var det, og det var da rart at se at de ansatte reagerer når der er ukorrente ting i taskerne.

Kernesundt vanvid

23. sep 2008 08:52, Bisous

Min bogklub (som jeg skal have meldt mig ud af... men det har jeg selvfølgelig sagt i årevis) sender et katalog ud 1 gang om måneden. Her er månedens bog beskrevet, og hvis man ikke reagerer så kommer den dumpende i postkassen. Jeg ringer normalt samme dag som kataloget kommer og afbestiller månedens bog, men de er nogle luskede banditter: i sommerferie perioden sætter de katalog hyppigheden op - og derfor ender jeg altid med at have en bog liggende i postkassen når vi kommer hjem fra sommerferie.
I år var det så "Kernesund Familie 3" - et koncept jeg aldrig havde hørt om da vi ikke kan se TV2. Nu er jeg jo altid frisk på nye opskrifter så jeg bladrede bogen hurtigt igennem, og så en masse lækre smoothies.
Så var det jeg kom til at læse starten af bogen - og magen til nedladende bræk skal man da godt nok lede længe efter!
Vi udelader alle mælkeprodukter, kornprodukter og sukker tilgengæld spiser vi en masse kosttilskud, som sjovt nok kun kan købes på forfatternes hjemmeside.
En fordel ved at have kæmpet med vægten hele livet er jo at jeg efterhånden har en rimelig stor viden omkring ernæring, og der var bare et eller andet ved det koncept der fik alarmklokkerne til at ringe. Især på grund af den totalt manglende videnskabelige dokumentation - sådan som jeg forstår det er det en færøsk eller islandsk tosse der er guruen.. og så henviser man alle postulater til hendes usaglige brægen...
Jeg tog emnet op med den diætist jeg går hos, og hun rystede opgivende på hovedet. Hun kunne bla. fortælle at sundhedsstyrrelsen direkte advarer mod bogen, især overfor børn (som jo ellers er en målgrupperne) da den medfører til fejlernæring.
Det er da klart at børn ikke tager skade af at man begrænser mængden af sukker, faktisk er det jo ret fornuftigt. Men at beskrive alle hvedekonsorter som "ulækre" er bare for langt ude i min verden. Alt med måde.
Idag kunne jeg så se på forsiden af Ekstrabladet at nu de officielle advarsler omkring "det nærmest religiøse vanvid" er begyndt at nå offentligheden. Jeg overvejer meget om jeg kan returnere bogen til min bogklub da det faktisk er mig meget imod at spytte i forfatternes allerede bugnende pengekasse...

Sandhedens time

19. sep 2008 10:36, Bisous

Lad mig lige starte med følgende: vi kan ikke se TV3, så har jeg ikke set programmet, men jeg har læst en del om det...
Hvad ville du gøre for 500.000 kr?
Ville du afsløre at du havde haft en homoseksuel oplevelse over for dine forældre, kæreste og venner (og resten af Danmarks befolkning)
Ville du indrømme utroskab?
Ville du indømme du ikke er et godt menneske?
Jeg ville ikke, og jeg fatter simpelthen ikke folks grådighed. Mit forhold, min familie og mine venner betyder altså mere for mig end 500.000 kr.
Men alligevel vælter det ind med ansøgninger fra håbefulde danskere, der ikke kan vente på at få lov til at udbasunere deres inderste hemmeligheder, i kampen for at vinde 500.000 kr...
Og hvis de en gang ikke taler sandt, ja så kan de gå derfra uden en krone... og deres indrømmelser er stadig ude i verden. Så kan man prøve at rede trådende ud og håbe at ens kæreste ikke er sur over utroskab... at ens mor ikke er ved at gå til i skam over andre indrømmelser og nå ja så skal man jo også kunne se sine kollegaer i øjnene torsdag morgen...
JEG FATTER DET SIMPELTHEN IKKE!
Når man først har fortalt alle sine hemmeligheder så er ens lille kerne helt inde i en selv, væk... der er ikke længere noget som helst som er dit eget. Det ville jeg slet ikke kunne leve med - og 500.000 kr er overhovedet ikke kompensation for alt det man kan miste...

Om at tænke i billeder

17. sep 2008 10:53, Bisous

Jeg er et ekstremt visuelt stimuleret menneske, og bliver folks tale ofte omformet til "tegneserier" inde i mit hoved - og det er ikke altid heldigt da det ofte resulterer i at jeg bryder sammen af grin på højst upassende tidspunkter (skolen var ikke nem for mig!).
Der er utallige eksempler, men en af de bedre er følgende:
Min ekskæreste var/ er meget glad for at køre på BMX cykel, og har derfor været en hyppig gæst på Københavns skadestuer. Et stykke tid inden vi gik fra hinanden lykkedes det ham at brække begge sine storetæer da han landede uheldigt efter at have hoppet ud over en trappe. Ud over at de der blå tæer så totalt sjove ud, så fik han faktisk et problem med smerter i ledende kort tid efter vi var gået fra hinanden.
Lægens bedste bud var gigtpiller... i stikpille form. Sådan nogle store, lyserøde, torpedoformede nogen...
Et par dage efter han havde fortalt mig om det (og vi havde fået grinet af, han har heldigvis humor) spiste jeg frokost med mine kollegaer. Her fortalte den ene af pigerne at hun var så bekymret for sin undulat. Den var meget overvægtig*, og nu havde den simpelthen fået konstanteret gigt i benene...
Og det var så her filmen knækkede for mig og jeg begyndte at grine. For inde i mit hoved kunne jeg jo tydeligt se en meget overrasket fed undulat efter min kollega havde monteret en stor, lyserød torpedoformet stikpille i den...  
Meget upassende.. den lille pipper skulle aflives og hun var knust...
Den gik også galt imorges. Der var et indslag på Sky News om para-olympiaden. De interviewede en af deltagerne, og man kunne ikke se på hende at hun var kvalificeret til at deltage i para-olympiaden... men hun var rytter og det eneste jeg kunne tænke på var om det så er hesten der er handicappet... og så begyndte jeg at grine igen, hvilket min elskede mand syntes var en smule upassende... Men hvad kan jeg gøre?
Tror mit liv ofte er sjovere end andres da det kommer med illustrationer ;0)

*Et par år senere fik vi en ny kollega, som var lidt kraftigt bygget. Hun fortalte om sin undulat, og en af ine mandlige kollegaer spurgte om denogså var overvægtig, det havde nær kostet ham en på lampen (hun vidste jo ikke han referede til den anden fugl).

Om kæledyr

16. sep 2008 08:11, Bisous

Det har altid været et godt sted at være dyr, i min familie. Vi har nok en tendens til at forkæle vores dyr og elske vores dyr og sørge for de har det godt. Vi forkæler dem ikke med mad, vi går faktisk mere op i deres sundhed end vores egen. Vi overholder alle sundhedstjek, vaccinationer etc. og jeg tror faktisk også det er derfor vores dyr altid er blevet relativt gamle. Vi har også altid været enige om at når et dyr får behov for daglig medicin så er det tid til at få dem aflivet - det er jo ikke for dyrets skyld man holder dem i live!
Vi mistede vores elskede labrador, Trine, for et par år siden, og det var et stort slag for os alle. Hårdest gik det ud over min mor der havde tullet rundt med hende, alene, når min far var på forretningsrejse (ca 200 dage om året). Det slog faktisk min mor så meget ud at hun svor de aldrig skulle have hund igen...
Det holdt hun på i mange år, men pludseligt ringede hun til mig en søndag i maj og sagde: gæt hvad jeg sidder med på skødet...
De var faldet i fælden igen, denne gang med en amerikansk cocker spaniel fra et dyreinternat - og hun er verdens smukkeste hund! Og jeg er tæske misundelig... jeg vil også have en hund!
Min søde og tålmodige mand har dog sat mig stolen for døren: ingen hund så længe vi har kattene - og jeg forstår ham jo godt. Den stakkels mand er allergisk over for vores misser så selvfølgelig skal han ikke pålægges flere pelsdyr...
Men i lørdags var vi hos nogle venner der lige har hentet en west highland terrier hvalp, og han er bare smuk... Min kollega's labrador får hvalpe i næste uge... arrgh hundehvalpe alle vegne!
Og så er der misserne. De er 10 og 10½ og alderen fornægter sig ikke. min hunmis har fået astma (nu har vi været allergisk overfor hende i mange år og nu kan hun ikke tåle os...). Indtil nu kan det behandles med et skud cortison  hver halve år, men jeg ved jo godt hvad vej det bærer hen... og min lille dreng har en mislyd på hjertet (jeg kan godt selv se det sjove i den sætning). Det kan ikke behandles og vores dyrlæge mente at sålænge han er glad og tilfreds så betyder det ikke noget.
Men det gør ondt - for jeg ved jeg snart skal til at træffe nogle svære beslutninger - og den eneste trøst er at så kan jeg få min hund!

Jeg elsker (absolut ikke) min bus!

15. sep 2008 10:05, Bisous

Den anden aften på DR nyhederne var der et indslag om en ny charmekampagne på buslinjer 173E og 150S. Kampagnen hedder "Jeg elsker min bus" og det jeg fik ud af indslaget var noget med nogle gladere buschauffører og bolscher.

Det var derfor en no-brainer da jeg skulle ind til vores kontor i København i onsdags, da 150S stopper lige uden for døren, og der ikke er nok parkeringspladser - jeg ville tage bussen.
Gik på nettet for at finde en køreplan, fandt vores klippekort frem (er for gammelt, men jeg kan bare ikke acceptere at man sælger en service, og så gælder den ikke når man ændrer prisen... og man kan vidst ikke få pengene refunderet? så jeg brugte det alligevel... jeg er en bandit.)

Gik glad op til mit stoppested. Bussen kom da jeg var 1 meter fra skiltet, og hvad gjorde den flinke rare buschauffør der har været på internt charmekursus? Han ræsede selvfølgelig forbi mig!

Heldigvis kom den næste bus 17 minutter senere (skulle var været 10 minutter, men chaufføren har nok brugt lidt ekstra tid på at hygge om sine passagerer). Klog af skade stillede jeg mig helt hen til kantstenen, men måtte træde tilbage da en cyklist kom høvlende forbi mig - resultatet? Buschaufføren kørte ud fra stoppestedet. Denne gang løb jeg efter ham og bankede på, og han åbnede døren med en masse ukvemsord... 

Jeg fortalte ham at jeg ligesom ikke kunne se at jeg skulle ofre liv og førlighed for at komme med hans bus...
Jeg satte mig i hans bus. Ved samtlige stoppesteder hang der reklamer for "Jeg elsker min bus" kampagnen, men billeder af lalleglade folk i uniform... Toppen blev dog nået da vi nåede Nærum. Her stod der en ældre mand på bussen og delte bolcher ud. Han kom hen til mig, jeg kiggede op på ham og han sagde: "jeg håber du har haft en dejlig bustur" - der må jeg indrømme mit filter forsvandt og jeg hvæsede til ham: "Du tager pis på mig ikk'?" han skyndte sig væk.

Jeg syntes det er ufatteligt positivt at marketingsafdelingen for busselskaberne beslutter sig for at gøre noget ved et kundetilfredshedsproblem. Men det virker ærligt talt som om der er et totalt sammenbrud i kommunikationen mellem kunderne og selskabet. De fleste jeg kender der plejer at tage bussen (men som jeg er begyndt at tage egen bil) har taget det valg fordi de var trætte af forsinkede busser og sure chauffører... kan simpelthen ikke komme i tanke omen eneste der har udtalt utilfredshed over at de ikke fik bolcher i bussen....

Hvis man vil give kunderne et bedre indtryk så kom dog for fanden til til tiden og smil til jeres kunder!
Og der kommer til at gå laaaaaang tid for jeg sætter mine ben i en bus igen. JEG ELSKER ABSOLUT IKKE MIN BUS!!!!

Postkort fra Frankrig 1

15. aug 2008 11:07, Bisous

Nu sidder jeg her i varmen og lytter til Carly Simon og vil fejre at min elskede har fået indstalleret trådløst internet (ret flot, da der kun var instruktioner på fransk!) med et blogindlæg.
Vi kom i søndags, og her er dejligt varmt! 35-37 grader, små skyer og en let brise. Vi tog på stranden i tirsdags, det var helt fantastisk. Brandmændene er ikke nået op til Frejus endnu, så vi kan plaske rundt i vandet helt uforstyrret... hvis man lige ser bort fra den ca. 1 milliard franskmænd der også har ferie lige nu.


Min kære mand blev skoldet på ryggen (hvis man ikke vil høre, så må man brænde), men ellers var det dejligt. Vi var også dernede igår, og min elskede blev skoldet på maven... men nu er der heller ikke flere steder tilbage han kan blive rød!


Det er jo efterhånden vores 10 tur herned, og så udvikler man jo nogle ritualer, hvor det ikke rigtigt er ferie uden dem. Så vi har købt rillette, ost, tapenade og aoli, så vi har til en lille happer sammen med vores før- middag apperitif.


Vi har været på Cave Blanche og drikke vores yndlings rosé sammen med min mor. Hans menu er uforanderlig, men det gør ikke noget.. det er ikke rigtig ferie før min mand har fået sin soupe de poisson og jeg min lakserosette. Vi har været på Miccoullier, men desværre er den blevet rigtig ussel, så det er en tradition vi må skrotte, det var ikke pengene værd (min lasagne var kold og da jeg fik den retur efter 20 minutter var den mindre kold, men stadig kold!).


Vi har kørt op igennem Esterel bjergene og duftet de vilde krydderurter og set på korkege. Vi har været i Mandelieu og set resterne af den skovbrand vi sad fanget i sidste år. Vi har været i Grasse og købe sæber (min far kan kun vaske hænder i Monsieur sæben fra Fragonard.. it is good to be the king!)
Vi har været i Carrefour og Geant og grinet af hollændere (selvom der heldigvis ikke er så mange af dem på dette tidspunkt af sæsonen). Vi har været i Callian og spise på en af de bedste italienske restuaranter her på kysten (Au Rendez-Vous) med udsigt over bjergene, Tourette og havet.


Deres pasta med tomater og basilikum er bare noget af det bedste jeg nogensinde har spist... jeg har flere gange forsøgt at kopiere opskriften, men det bliver ikke det samme... nok noget med tomaternes modenhed hernede...


Så vi har det godt. Idag skal vi ikke på stranden (manden trænger til lidt skygge) men måske vi skal forfølge en anden tradition: IKEA i Toulon og spise kødboller (det er ligesom ikke rigtigt ferie uden ;o)  ) og i aften skal vi ned på Le Merou og spise, se fyrværkeri ud over vandet mens vi spiser en is i strandkanten. Hvis du nogensinde finder dig selv på disse kanter så er Le Merou et must. Den er nævnt i Michelins Bib gourmand, og maden er simpelthen uovertruffen. Den drives af konerne til de store kokke hernede, og wow de har lært noget!
Skriver snart igen.
Bisous