Da jeg gik i gymnasiet blev jeg meget "sort" på et tidspunkt: gik i sort tøj, havde sølv hashblade i ørene og følte en ualmindelig stor verdenssmerte (det er en periode man åbenbart skal igennem.. jeg slap heldigvis ud uden ar, tattoveringer og kropspiercinger).
Soundtracket til al den her verdenssmerte var primært The Smiths. The Cure og The Communards.
Det var dystert... Oh mother I can feel the soil falling over my head... and as I climb in to an empty bed... oh well enough said... I know it's over but I don't know where else to go...
Med Morriseys lidende stemme. Han er asket, spiser næsten igen ting og fornægter alt fysisk nydelse... det var voldsomt sejt.
Men hvorfor nu denne fortælling om dengang jeg var en sort søster? jo fordi jeg jo har alle 3 på min iPod, og tiltrods for jeg ikke har hørt de plader i mange mange år, så må jeg indrømme at melankolien vælter op i mig når de kommer på.
Jeg bliver simpelthen transporteret 18 år tilbage i tiden, og min diamantøreringe morpher til sølvhashblade... og mit tøj bliver sort. Jeg kan lugte luften inde hos Roger genbrug... min højhælede sko er Doc Martins igen... og jeg har lyst til at kravle ind under dynen og have ondt af mig selv...
Sjovt hvor stor en påvirkning musik har på ens sindstilstand... må hellere få sat noget techno på, så jeg kan hoppe et par år frem i tiden og blive fyldt med energi!
Open your mind!
