Kravsspecifikation for den eneste ene

31. okt 2007 10:40, Bisous

Jeg er jo i den heldige situation at være godt og lykkeligt gift. Som en veninde udbrød igår: "i gør alle omkring jer dødmisundelige!" Der er nogle der mener at vi kun har det så godt med hinanden og prioriterer tid med hinanden højt, fordi vi stadig er relativt nygifte (3 år), jeg håber de tager fejl, og er fast besluttet på at arbejde på at sikre vores fortsatte lykke.


Men altså venindes udbrud igår kom efter en lille chat omkring den eneste ene, og hvor mon han er henne. Hun mener selv, at som tiden går, og hendes erfaringer med mænd vokser, så bliver hendes kravsspecifikation til den rette, længere og længere - og derfor kommer han selvfølgelig også længere og længere væk fra hende.


Jeg har hørt det tit fra mine single veninder (der desværre alle er for unge til min søde single-fætter), det der med listen over krav.


Min umiddelbare reaktion var en irritation over at folk tror man bare kan sætte sig ned og definere hvordan den eneste ene skal være... Er det mon et resultat af vores forbrugssamfund? Er vi er så vandt til at undersøge udbudet, definere vores behov og så købe den helt rigtige iPod, mobil telefon etc. at vi automatisk går ud fra det samme gør sig gældende i vores relation til andre mennesker?


Men når jeg så tænker tilbage på min single tid, inden jeg mødte min søde mand, så havde jeg jo også en liste. Den var ikke skrevet ned, og det var heller ikke noget jeg havde arbejdet bevidst med, men den var der:
1. Han skulle være ældre end mig (havde i mange år været sammen med en der var yngre end mig, og de ting der irriterede mig tilskrev jeg altid hans alder...)
2. Han skulle tjene det samme eller mere end mig (jeg knokler for det jeg har, kan godt lide de gode ting i livet og jeg vil have råd til at rejse)
3. Han skulle ikke have børn (da jeg hele mit liv har været 100% sikker på at jeg ikke vil have børn... det ændrede sig sig dog i det sekund jeg mødte den rigtige)
4. Han måtte meget gerne have en bil (da jeg ikke havde nogen)
5. Han måtte ikke være kræsen
6. Han skulle være god til engelsk (internationale venner, og det der med at rejse)
7. Han skulle kunne sætte sig ned og læse en bog
8. Skulle være handy
9. Han skulle være mand nok til at kunne styre mig og sætte mig på plads når det er nødvendigt
10. Han skulle være glad og positiv (har haft alt for mange negative mennesker i mit liv)


Ovenstående er på ingen måde i prioriteret rækkefølge!
Jeg havde kunnet sætte x på tjeklisten inden jeg rent fysisk mødte ham for første gang, da vi havde brugt lang tid på at tale sammen inden vi mødtes. Jeg vidste hvad jeg fik, på papiret.


Og så mødte vi hinanden første gang - og han slog fuldstændigt benene væk under mig, fra første sekund. Og det var ikke pga alder, penge, intellekt og slet ikke pga hans bil (den blev aflivet for 3 år siden - det var det mest humane).


Det var hans øjne, hans smil og hans væsen.
Og det er det stadig væk. Samt indholdet naturligvis. Så min konklusion må være: lav alle de lister i vil, det eneste der gælder er jo gnisten i det øjeblik man mødes for første gang - hvis det så viser sig han har de egenskaber der står på listen, så er det jo et stort plus... og det der mangler kan man forhåbenligt komme omkring ved kompromisser!

Om at glæde sig til jul

30. okt 2007 17:04, Bisous
det er jo ikke til at komme uden om at julen står for døren... og jeg glæder mig som et lille barn!
Jeg elsker jul. Jeg elsker at pynte op* og hygge om folk omkring mig. Jeg elsker at give gaver. Jeg elsker at der kommer lys på husene og træerne, så den mørke tid lige pludseligt ikke er så mørk igen.

Jeg glæder mig meget til julen i år. Dels fordi jeg skal holde juleaften og endeligt får testet om kalkunen kan være i min XL ovn (det kneb meget i den gamle), dels fordi mine forældre kommer hjem til DK og holder jul med os.
Jeg ved godt jeg er et voksent menneske, men derfor er det altså hårdt alligevel at ens forældre bor på den anden side af jorden. Jeg kunne rigtigt godt tænke mig bare at kunne tage hen til min mor og drikke en kop kaffe... bare en gang imellem!
Eller sætte mig ned, ansigt til ansigt, med min far og tale lidt om job, karrierevalg og få nogle råd af verdens klogeste mand.
Eller bare en gang imellem kunne invitere dem til middag og så spille canasta til langt ud på natten.
Men nu kommer de heldigvis snart forbi, så vi kan hygge og spille canasta og tale sammen.
Så jeg glæder mig i denne tid...


*Ingen nisser! Hader nisser. Små perverse mænd med skæg.. uff! 

Migræne

29. okt 2007 13:42, Bisous

er bare træls... den har været gal siden torsdag... og rockmusical på Nørrebroteater med stroboskoplys hjalp ikke! Selvom showet var super fedt, og Anders Bertelsen var fantastisk som Hedwig!
Var hjemløs i to timer mens rengøringen var der i lørdags.. og jeg ville bare gerne ligge i et mørkt rum og have ondt af mig selv (og det er faktisk ret svært at have ondt af sig selv når man har rengøring... og verdens bedste mand der kørte en pæn tur så vi kunne se på efterårsfarver mens der blev gjort rent!)


Søndag var OK, og jeg kom op og træne... Men nu har den meldt sig igen. Med synsforstyrrelser, kvalme og svimmelhed. Fantastisk!


Måske jeg en dag skulle prøve at se på Picasso's billeder mens jeg har migræne... vedholdende rygter påstår jo at de blev malet mens han havde anfald... så måske hans kubistiske kvinder kommer til at ligne rigtige mennesker?
ØV JEG GIDER IKKE MERE!!!!

hedwig, migraene

Selvransagelse

26. okt 2007 08:29, Bisous

Jeg er blevet kontaktet af en journalist der ønsker at lave et interview med mig, baseret på et indlæg hun havde fundet på nettet. Nu er jeg jo rimelig aktiv i diverse fora (forum i flertal?) så jeg blev nødt til at få udspecificeret hvad præcist hun havde læst...


Jeg fik genlæst artiklen og indviligede i interviewet. Det var mildest talt en bizar oplevelse!
Mest fordi det faktisk er svært at tale om mig selv i 2 timer. Altså om de der ting der har gjort ondt i min fortid og nutid. Havde det været om arbejde, bøger, musik eller film så kan man bare stoppe en 5'er i mig, så kører jeg, men lige de der personlige ting, det er altså svært!


Hun var en sød dame, og vi fik en god snak omkring mad, vægt og selvtillid, og der gik nogle små lys op for mig. Ting jeg egenligt godt har vidst, men aldrig har tænkt igennem (igen fordi det gør ondt).
Historien hun skriver bliver stærkt anonymiseret, og hun fortalte mig direkte at hun digter lidt videre på historien, så nu er jeg spændt på om jeg overhovedet kan genkende mine ord når jeg får artiklen til gennemlæsning.


Det mest interessante var egenligt hvor udmattet jeg var bagefter. Og hvor meget min hjerne har arbejdet. Der er helt sikkert en masse ting jeg skal have på plads, men mon ikke det er et vigtigt skridt imod helbredelsen? At jeg forstår mine mønstre og derfor ikke behøver at falde tilbage til dem?
En ting er sikkert, er mit forhold til mad er ved at blive meget anderledes. Igår glemte jeg for første gang i mit liv at spise... DET ER ALDRIG SKET FØR!
Og vægten går støt og roligt ned af - 1,3 kg i denne uge, 1,4 kg i sidste uge, så det er 4 uger itræk jeg har tabt mig over 1 kg om ugen.
Men mit overskud og glæde er ikke baseret i en tanke om at jeg er mere værd fordi jeg taber mig... mit overskud og glæde er baseret i at jeg er i langt bedre form, min astma er stort set væk og jeg vågner glad om morgenen. Og i at min mand elsker mig, syntes jeg er fantastisk, klog og smuk - og jeg tør næsten tro på der er noget om snakken!
Hav en dejlig weekend og være gode mod jer selv!

Kundesegmentering eller manglen på samme

25. okt 2007 11:42, Bisous
Vi var i biffen igår med superfætter. Vi skulle se Ratatouille, ikke voldsomt modent, men vi elsker tegnefilm, og vi tager dem selvfølgelig på engelsk (for så føler man sig lidt mere voksen.)


Vi fik et hurtigt pitabrød, hoppede op i biffen og filmen startede kl 19, med den sædvanlige reklameblok. Eller næsten...


Første reklame: overgearet reklame på dansk for Jetix, den nye kanal for børn.
Anden reklame: overgearet reklame på dansk, der oplyste at Svampebob nu bor på Nickelodeon.
Tredje reklame: overgearet reklame på dansk for MacDonalds..


Og sådan fortsatte det. Det føltes som en halv times tortur, men det var faktisk kun 10 minutter.
10 minutter hvor voksne mennesker (gennemsnitsalderen i salen var ihvertfald over 30) blev tæppebombet med hysteriske pibestemmer for nye måder at stopfodrebørn med slik og junk eller proppe deres hjerner med meningsløs underholdning!


Men de 10 minutter var ikke helt spildt:
1. Når jeg får børn så kommer vi 10 minutter for sent til filmen, da jeg ikke ønsker at diverse virksomheder manipulerer med mine børn.
2. Marketingsfolk er overbeviste om at børn kun kan forstå budskaber leveret i en hysterisk, kælen pibestemme - hvis det er sandt så forstår jeg ikke hvorfor skolelærer ikke alle sammen lærer at tale i en hysterisk høj pibestemme, og så begynder at undervise børnene i højniveau matematik allerede i 2. klasse.
3. Lyngby bio forstår ikke markedssegmentering! Måske jeg skulle tilbyde mig selv som konsulent overfor den daglige leder, og tjene lidt ekstra til julegaverne?

Breaking News

24. okt 2007 13:27, Bisous

så blev der endeligt udskrevet valg!
Man kan følge med i den ret så morsomme debat på ekstrabladet, men jeg vil især fremhæve et ret så gennemgående tema: man skal yde for at kunne nyde...
Klarere kan det da ikke siges? med mindre man lige tager følgende indlæg med fra EB:
"69 Never
Ja, det er jo tydeligt for enhver at jagtvejen 69 ikke er mere.
Nu har de tåber tid til at beskæftige sig med andre ting....
røde mor og rend mig i røven " FÅ ET JOB" tjen jeres egne penge og lad mine være....."


Ham der har skrevet det må godt være min spindoktor.

Les Rosebiffs

24. okt 2007 10:55, Bisous

Min franske forbindelse har i mange år boet og arbejdet i England. Det var noget af en kulturel udfordring for ham, da englændere og franskmænd bare ikke bryder sig om hinanden. Englændere ynder at kalde franskmænd for "Frogs" pga deres hang til frølår, og franskmændene kalder så englænderne Les Rosebiffs...


Jeg er jo nok lidt forudindtaget, men jeg er ikke vild med englændere der er ude og rejse. Jeg oplever dem som højtrøstede, fulde, arrogante, sjuskede og med dårlig personlig hygiejne.

Der er en gammel Monty Python sketch omkring et rejsebureau, der netop kører på at de samles i flok, spiser fish -n-chips og bliver solskoldede, og det er desværre ikke helt løgn.

Nå men vi var ude og spise i Paris, på en lille hyggelig bistro, efter at have vadet byen tynd. Vi var begge en smule trætte, og trængte bare til lidt mad, et glas vin og lidt fingerfletning. Vi blev klemt ind i et hjørne, med udsigt over den lillebitte gade, og vores tjener var super hurtig til at komme med en apperitif. Vi sukkede veltilfreds, skålede og kyssede, og så begyndte det...


Lige bag ved os sad der en ældre engelsk mand (ca. 70 år) sammen med en noget yngre dame (omkring de 50). De var igang med 2. flaske vin, så vi gik ud fra de var færdige med at spise.. men det var de ikke!
Han talte uafbrudt. Højt. Messende. Konstant. Hans stakkels date fik ikke et ord indført. Dtr var der heller ikke andre i restauranten der gjorde, for det var umuligt at overdøve hans konstante, arrogante, nedsættende ordstrøm.
Han kommenterede alt. Kvinder (one finds them very unfeminine, except you my dear), kvinder der har veninder (One never understood why they must travel in packs, for goodness sake, women together hardly ever share more than 1 braincell) fransk vin (the frogs should be happy we want to buy their wine) møbelkunst (people always assume that french furniture is superior to english carpentry, but I know it not to be true) og så videre. Hans date kvidrede lidt opmuntring til ham, men ellers var hun meget stille.


SÅ kom deres hovedret. han spiste halvdelen, og så begyndte han at brokke sig over at tallerknen var kold. Han fik fat på tjeneren, og på pidgeon fransk fik han fortalt at maden skulle tilbage i køkkenet. Tjeneren tog straks hans tallerken og returnerede lidt senere med en ny anretning. Vores ven kvitterde med en højlydt bemærkning til sin date: serves them right, they really must understand they should serve on a hot plate... ikke et tak faldt der til tjeneren.
Han bestilte et stykke af dagens tærte til dessert. Det var en æbletærte på en meget sprød og lækker bund. Og den serveres altid kold... men det var ikke godtnok for vores ven. Så han fik fat i tjeneren igen og insisterede på at rigtig æbletærte serveres varm. Fix it! Vite Vite.
På det her tidspunkt så den søde tjener lidt træt ud... det er heller ikke sjovt at skulle ud til en temperantsfuld kok og fortælle at Les Rosebiffs insisterer på at hans mesterværk skal i mikroovnen, men han gjorde det.

Min elskede og jeg blev enige om at der helt sikkert blev spyttet ned i kagen! For selvom man selvfølgelig har ret til at beklage sig over maden når man betaler for den, så bør man altid gøre det høfligt! Vi taler jo om ting man skal have i munden... og som kokken råder over bag lukkede døre inden det bliver serveret for dig. Og en ting er at have fået noget der ikke er i orden, men en anden ting er altså at belære en franskmand om fransk mad, især hvis man er fra England, der jo absolut ikke er kendt for sin høje kulinariske standard.


Minder mig om dengang min franske forbindelse var i København og inviterede mig på Ketchup. Han bestilte en voldsomt dyr rødvin, og da den kom gjorde han straks tjeneren opmærksom på at den smagte af prop. Hvorefter den 17 årige finke begynder at diskutere det med ham... indtil sommelien kom løbende ud, smagte på vinen, undskyldte mange gange, og flåede finken med ud i køkkenet...

Her har i mig tilbage

22. okt 2007 12:35, Bisous

Puuuu jeg bliver helt forpustet! I forrige uge var vi jo i Paris, havde den perfekte tur i det perfekte vejr. I weekenden fik vi så ordnet haven og gjort den vinterklar, og så tog jeg til Dublin. Kom hjem onsdag aften, og torsdag kom mine niecer på efterårsferie, de tog hjem igår...
Så nu har jeg endeligt tid til at blogge lidt igen. Har savnet det meget, men problemet er jo nu at jeg har alt for mange ting at fortælle!


Hvor skal jeg starte?

Paris måske?

Vi havde booket et hotel i latiner kvarteret (midt mellem St. Sulpice, St Germain og Mabillon). Vi plejer at bo ude i 17. arrondisement, men min elskede ville så gerne prøve at bo "der hvor det sker" og det skal han da have lov til. Vi blev hentet af vores franske forbindelse i lufthavnen og hans GPS fandt vores gade. Han nåede lige at fortælle at Frankrig skulle spille mod New Zealand i Rugby, så der ville nok være lidt gang i gaden...
Og så drejede vi ned af vores lille vej. Hvor der hang kæmpe, blå, rugbytrøjer spændt ud mellem husene. Facaderne på restauranter og barer var skiftet ud med kæmpe fotostater af det franske landshold i omklædningsrummet! Vores ven grinede en hel del og fik mumlet noget om "it's going to be massive!"
Og det blev det! Frankrig slog jo All Blacks (totalt imod egen forventning) så byen gik helt amok. Og hvordan fejrer man så det? Jo det gør man bla. ved at sætte verdens største højtaler op på ladet af en Dodge ram pick-up truck. Bag ved højtaleren stiller man så tre afklæde cheerleaders, der danser go go til lyden af marseillaisen i en totalt opskruet techno version. Hvert omkvæd blev sparket igang af et 150 decibel hangal... Bilen kørte rundt og rundt i de små gader, skarpt forfulgt af horder af berusede folk der hujede og piftede.
Vores gode ven fulgte os hjem og fortalte, at i det mindste lukker værtshusene aldrig senere en kl. 2.
Men det passede ikke... de havde simpelthen fået lov til at holde åbent til kl 5 i anledning af Rugb kampen.
Så vi fik ingen søvn. Men det var festligt!

Godt nok blev han aldrig præsident...

12. okt 2007 18:44, Bisous

men nu har de gud hjælpe mig givet manden Nobels fredspris? fredspris? for at påpege at vores jord er i miljøknibe? Meget fredeligt.
Hvis man endelig vil give en celeb Nobels Fredspris, hvad så med George Clooney der har arbejdet uafbrudt på at gøre opmærksom på folkedrabene i Darfur? Eller Sankt Bono og Fader Geldorf og deres arbejde for de fattige i den tredie verden? Eller Brad Pitt der bygger huse i New Orleans?
Alt andet end ham!!!!

Der er jo nok en grund til han ikke blev præsident

5. okt 2007 08:11, Bisous

Al Gore... suk jeg bliver så træt. Jeg ved godt det må være rigtigt svært at finde på noget andet at lave når man havde planlagt at skulle være præsident i USA. Der er ligesom ikke rigtigt noget der topper, det er jo et fedt job: lækkert hus, magt og privat fly plus en theme song...
Så hvad gør den kloge så? jo han genopfinder sig selv, som überprædikanten for miljøet - og det er jo en fantastisk god måde at bruge sin til og sit navn på.. hvis det altså bare ikke lige var fordi hans personlighed kommer i vejen. Han udtalte jo nogle uheldige ting i sin valgkamp (har du husket at takke Al for at han opfandt internettet?) og desværre ser det ud til at trenden fortsætter. Jeg ved godt det er lettere at komme igennem med et budskab hvis man stiller det meget skarpt op, og især hvis man samtidigt kan ramme folks primærfølelser som f.eks frygt...
Men det er altså dumt at ytre sig usagligt overfor rigtigt videnskabsmænd.. folk der har læst rigtigt mange bøger, dyrket hinanden og testet teser.
Hvor vil jeg hen med det her? Jo altså Al Gore var i Danmark.. og han viste en computer simulering af jorden, hvor næsten hele planeten var dækket af vand. Der var ikke ret meget land tilbage. Og han sagde: det her er hvad der sker hvis vandstanden stiger 6 meter pga global opvarming. Skræmmende! Lad os alle løbe op af et bjerg og sidde der på toppen og se de andre drukne...
Billedet blev så vist til Lomborg, med spørgsmålet: er det ikke frygteligt at det er hvad der vil ske hvis vandet steg 6 meter?
Og så svarede videnskabsmanden: jo det er frygteligt hvad der ville ske hvis vandstanden steg 6 m... men det gør den ikke. Hvis polerne smelter totalt så stiger vandet med ½ m.
Han er jo smart ham Lomborg, for han kaldte jo aldrig Gore for en løgner. Han gjorde faktisk meget ud af at understrege at han har helt ret.. det er hvad der ville ske hvis vandet steg 6 meter -  men der er bare ikke vand nok i isen til at få vandstanden til at stige så meget...
Så der er nok en grund til at Gore ikke blev præsident.. han prøver simpelthen at springe over hvor gærdet er lavest... og appelere til vores frygt... men prøv nu for fanden lige at læse en bog først!

Læsehest

4. okt 2007 10:50, Bisous
Jeg indrømmer gerne at jeg er en læsehest. Jeg har altid mindst en bog igang, læser oftest en bog om ugen, og syntes at en søndag med føderne oppe og en god bog er en fantastisk søndag.


Jeg var dybt skuffet da jeg startede i børnehaveklassen (det hed det altså den gang!) for de ville jo ikke lære os at læse. Allerede den gang var jeg umættelig i min søgen efter eventyr, og det var ret irriterende at mine kære forældre ikke kunne bruge en helt aften på at læse højt... så jeg så helt klar frem til skolen.
Da vi så endelig kom igang var det ikke en særlig positiv oplevelse.. Her er Søren og Mette. Søren og Mette ser en ko. Se Ko. også videre i den dur... Jeg savnde virkeligt lidt karakterudvikling... hvem var Søren og Mette? Hvad motiverede dem? Hvad var det for en slags ko? Hvem ejede koen.. hvorfor stod den bare der... Hvorfor havde Søren og Mette tid til at gå rundt og se på køer? Burde de ikke være i skole?
Jeg kom ret hurtigt igang med at læse selv. Jeg læste faktisk Kaninbjerget i 3. klasse, og efterfølgende har jeg slugt bøger.


Forkærligheden for bøger bærer jo et andet problem med sig: hvad skal man gøre af dem når man har læst dem? Jeg kommer fra et hjem hvor bøgerne står i to lag i reolerne, og jeg har desværre arvet mine forældres forkærlighed for at købe bøger, og læse dem flere gange.
I vores nuværende hus er der ikke meget reolplads, så mine elskede bøger har måtte lide den tort at ryge på loftet eller i skuret. Og jeg savner dem.


I mit drømmehus har jeg et bibliotek, med bøger fra gulv til loft og en behagelig lænestol med puf...
Og så igår hørte jeg det mest chokerende: vi havde gæster, og snakken faldt på bøger. Hvorefter manden fortæller at han faktisk også havde haft sit hus fyldt med bøger, men da han flyttede i lejlighed havde han smidt dem ud!!!!!


SMIDT DEM UD? det kan man da ikke.. Min elskede så meget afventende på mig, men jeg bekæmpede kvalmen og koldsveden, og gik neden under for at fatte mig igen.
SMIDT DEM UD? De er mine venner. De har underholdt mig i årevis. Når man genlæser en god bog er det jo som at komme hjem til folk man kender...


Jeg er stadig i chok!

Paris, je t'aime!

2. okt 2007 10:18, Bisous

På lørdag, på lørdag, på lørdag... Drager vi til Paris, igen. Vi skal nemlig ned og fejre vores 3-års bryllupsdag. Det er efterhånden en tradition, det er nemlig 2. gang vi gør det.

Vi kom jo ikke på bryllupsrejse pga min elskedes sygdom, men vi var i Paris på vores første bryllupsdag. En totalt dejlig tur, hvor vi drak champagne og spiste det sidste stykke af vores bryllupskage i sengen på hotellet.

Vi vandrede byen tynd, spiste nogle fantastiske middage, og fik i det hele taget set en hel masse.

Det blev også meget klart for os at man aldrig bliver færdig med Paris. Jeg kan vandre rundt i den by for evigt. Der er så mange forskellige ting at se på, ikke mindst det evigt foranderlige gadebillede med et bredt udsnit af verdens folkefærd repræsenteret.

Og så er der arkitekturen. Den kære Hausmann har altså gjort det godt! Bygningerne og boulevarderne er så monumentale. Kastanjetræerne indrammer monumenterne som en perfekt grøn ramme rundt om et billede.

Denne gang er det så vores 3. års bryllupsdag. Tiden er godtnok fløjet afsted. Vi skal ind og se Musee D'Orsay denne gang. Jeg vil jeg vil jeg vil!

Og katekomberne... og Monets anemoner i Orangeriet.. og Napoleons monument i Invalide Kirken.

Og vi skal ud og spise dejlige middage, og vi skal se vores gode venner. Jeg glæder mig, jeg glæder mig, jeg glæder mig!

Og mest af alt skal jeg ned og holde min mand i hånden. Og kysse under alle kastanjetræerne og være rigtigt kæresteagtige og nyforelskede.

Jeg kan simpelthen ikke vente.