Les Rosebiffs

24. okt 2007 10:55, Bisous

Min franske forbindelse har i mange år boet og arbejdet i England. Det var noget af en kulturel udfordring for ham, da englændere og franskmænd bare ikke bryder sig om hinanden. Englændere ynder at kalde franskmænd for "Frogs" pga deres hang til frølår, og franskmændene kalder så englænderne Les Rosebiffs...


Jeg er jo nok lidt forudindtaget, men jeg er ikke vild med englændere der er ude og rejse. Jeg oplever dem som højtrøstede, fulde, arrogante, sjuskede og med dårlig personlig hygiejne.

Der er en gammel Monty Python sketch omkring et rejsebureau, der netop kører på at de samles i flok, spiser fish -n-chips og bliver solskoldede, og det er desværre ikke helt løgn.

Nå men vi var ude og spise i Paris, på en lille hyggelig bistro, efter at have vadet byen tynd. Vi var begge en smule trætte, og trængte bare til lidt mad, et glas vin og lidt fingerfletning. Vi blev klemt ind i et hjørne, med udsigt over den lillebitte gade, og vores tjener var super hurtig til at komme med en apperitif. Vi sukkede veltilfreds, skålede og kyssede, og så begyndte det...


Lige bag ved os sad der en ældre engelsk mand (ca. 70 år) sammen med en noget yngre dame (omkring de 50). De var igang med 2. flaske vin, så vi gik ud fra de var færdige med at spise.. men det var de ikke!
Han talte uafbrudt. Højt. Messende. Konstant. Hans stakkels date fik ikke et ord indført. Dtr var der heller ikke andre i restauranten der gjorde, for det var umuligt at overdøve hans konstante, arrogante, nedsættende ordstrøm.
Han kommenterede alt. Kvinder (one finds them very unfeminine, except you my dear), kvinder der har veninder (One never understood why they must travel in packs, for goodness sake, women together hardly ever share more than 1 braincell) fransk vin (the frogs should be happy we want to buy their wine) møbelkunst (people always assume that french furniture is superior to english carpentry, but I know it not to be true) og så videre. Hans date kvidrede lidt opmuntring til ham, men ellers var hun meget stille.


SÅ kom deres hovedret. han spiste halvdelen, og så begyndte han at brokke sig over at tallerknen var kold. Han fik fat på tjeneren, og på pidgeon fransk fik han fortalt at maden skulle tilbage i køkkenet. Tjeneren tog straks hans tallerken og returnerede lidt senere med en ny anretning. Vores ven kvitterde med en højlydt bemærkning til sin date: serves them right, they really must understand they should serve on a hot plate... ikke et tak faldt der til tjeneren.
Han bestilte et stykke af dagens tærte til dessert. Det var en æbletærte på en meget sprød og lækker bund. Og den serveres altid kold... men det var ikke godtnok for vores ven. Så han fik fat i tjeneren igen og insisterede på at rigtig æbletærte serveres varm. Fix it! Vite Vite.
På det her tidspunkt så den søde tjener lidt træt ud... det er heller ikke sjovt at skulle ud til en temperantsfuld kok og fortælle at Les Rosebiffs insisterer på at hans mesterværk skal i mikroovnen, men han gjorde det.

Min elskede og jeg blev enige om at der helt sikkert blev spyttet ned i kagen! For selvom man selvfølgelig har ret til at beklage sig over maden når man betaler for den, så bør man altid gøre det høfligt! Vi taler jo om ting man skal have i munden... og som kokken råder over bag lukkede døre inden det bliver serveret for dig. Og en ting er at have fået noget der ikke er i orden, men en anden ting er altså at belære en franskmand om fransk mad, især hvis man er fra England, der jo absolut ikke er kendt for sin høje kulinariske standard.


Minder mig om dengang min franske forbindelse var i København og inviterede mig på Ketchup. Han bestilte en voldsomt dyr rødvin, og da den kom gjorde han straks tjeneren opmærksom på at den smagte af prop. Hvorefter den 17 årige finke begynder at diskutere det med ham... indtil sommelien kom løbende ud, smagte på vinen, undskyldte mange gange, og flåede finken med ud i køkkenet...