Natten til søndag blev jeg mor

Hov,stop! vil de fleste sige, det er da 10 måneder siden? men nej for 10 måneder siden fik jeg barn, men natten til søndag, da jeg sad oppe hele natten med et skrigende barn, forstod jeg pludseligt hvad det vil sige at være mor.
Jeg havde på intet tidspunkt lyst til at smide ham i småt brandbart. Det gjorde ikke noget at jeg ikke fik noget søvn før søndag kl 14. Det eneste der betød noget var at han ind imellem sine skrigeture puttede sig ind til mig... fandt trøst hos mig. .. ikke på grund noget jeg gjorde, men bare fordi jeg er hans mor. Det bebrejdende blik han sendte mig når mavekramperne fik ham til at falde sammen  - så få det da til at gå væk mor!
Men bedst af alt da han vågnede oven på mig kl. 16 og sendte mig verdens største smil og bare var i hopla resten af dagen. Det var bare den bedste og varmeste følelse inden i. Så nu er jeg mor og i kan bare komme an... der er intet i verden jeg ikke kan klare, for jeg kan trøste min lille skat når han har rigtigt rigtigt ondt.

Alle overlevede

Det viste sig så idag at min søn faktisk kan overleve uden mig, hvilket selvfølgelig er en god ting. .. selvom det gør forfærdeligt ondt. Min veninde skrev til mig igår at jeg skulle huske jeg kun var 1 opkald og 12 minutter væk... men det vil jo være det samme som at forvente at en mand spørger om vej!
Han ringede ikke. .. og jeg prøvede virkeligt at lade være med at ringe hjem. .. men så opstod der et livsvigtigt spørgsmål: skal jeg købe noget med hjem?
Det skulle jeg ikke.  Og selvom jeg gav ham alle muligheder for at kaste håndklædet i ringen, så hverken tiggede eller bad han mig om at skynde mig hjem. Der var heller ikke noget grædende barn i baggrunden, men derimod højlydt jublen.
Jeg tog nu tidligt hjem da min pc er død og hjælpen ikke er tilstede om tirsdagen.  Og hvad fandt jeg derhjemme?
kaos?
gråd?
blod eller brækkede knogler?
Niks, jeg kom derimod hjem til et hus hvor der tydeligt var blevet leget hele dagen imens der var blevet skiftet døre. Opvaskemaskinen havde kørt og var næsten tømt og min søn sad lykkeligt og spiste en banan.  Min søn har altså ikke brug for mig mere, så nu går jegi seng og græder mig i søvn. Eller også sover jeg sødt i visheden om at mine drenge står foran den mest fantastiske måned sammen og jeg slipper for at lave aftensmad...

Så gik der tid med det...

Idag er min sidste dag på barselsorlov. Og jeg er så mega deprimeret over at skulle på arbejde imorgen. Ikke fordi jeg på nogen måde er træt af mit arbejde, men fordi det river mig i stykker at det ikke længere er mig der er primær modtager af min smukke søns dejlige smil. I virkligheden vender en barsel forkert... man burde kunne aflevere dem når de er helt nye og besværlige... for så selv at overtage når de begynder at være sjove!

Jeg har ikke været ret god til at være på barsel. Det tog mig virkeligt mange måneder at affinde mig med den manglende mentale stimulering (selvom min fantastiske mødregruppe virkeligt har forsøgt) men jeg fik et gennembrud for 3 måneder siden og nu nyder jeg det virkeligt. Jeg nyder at lege med min søn. Jeg elsker vores daglige gåture (hvordan har jeg nogensinde handlet ind uden en barnevogn?) og vores sange og ritualer. Jeg syntes det er vidunderligt at vide præcist hvad han har spist og hvor meget han har sovet, og finder det dejligt udfordrende at finde på nye madvarer han skal prøve.

Jeg har lært utroligt meget om mig selv de sidste 10 måneder. Jeg ved nu jeg faktisk godt kan tilsidesætte mig selv for en anden. Jeg har også lært at man ikke dør af at skifte en ble... ligegyldigt hvor slemt det lugter. Jeg har også lært at mit arbejde faktisk ikke definerer hvem jeg er, jeg har meget andet at bidrage med. Jeg har også erfaret at mødregrupper ikke behøver at være noget med speltboller, Hunter gummistøvler og hård sammenligning af babyerne, men derimod kan være et hyggeligt sted hvor der grines og købes brød og bruges færdiglavet tærtedej. Et sted hvor man hjælper og inspirerer hinanden, og opmuntrer hinanden.

Jeg har også overvundet min naturlige modvilje mod pædagoger. Vi har været til baby-bongo, og det lykkedes mig ikke at kvæle det bløde, søde menneske der forsøgte at lære mig sange om koalaer, heste og ænder.

Men vigtigst af alt så har jeg lært at sætte pris på børn. Ikke kun min egen søn, men også de andre små mennesker jeg mødt, igennem bongo, vuggestue og mødregruppen. For lad os være ærlige... ind til for ganske kort tid siden mente jeg at børn lugtede og larmede... og det var det. Men nu er det vigtigt for mig om Emilie er blevet rask, om Freja har lært at kravle på alle fire, om Clara er blevet glad igen, om Smilla har fået en tand, om Sigrid har lært at klappe  og om Marvin er kommet sig over influenzaen.

Så nu sidder jeg her og ser på min søn, der viser hvor stor han er blevet, imens han prutter så det runger. Og i morgen overdrager jeg ham så... ikke til en vuggestue men derimod til hans far, der nu har glæden af ham i en måned (og skal køre ham ind i vuggestuen). Og jeg ved at min mand passer godt på ham... men det er ikke mig. Der er jo ingen der kan passe bedre på ham end mig... suuuuuk jeg vil ikke på arbejde i morgen :0(