Alle overlevede

Det viste sig så idag at min søn faktisk kan overleve uden mig, hvilket selvfølgelig er en god ting. .. selvom det gør forfærdeligt ondt. Min veninde skrev til mig igår at jeg skulle huske jeg kun var 1 opkald og 12 minutter væk... men det vil jo være det samme som at forvente at en mand spørger om vej!
Han ringede ikke. .. og jeg prøvede virkeligt at lade være med at ringe hjem. .. men så opstod der et livsvigtigt spørgsmål: skal jeg købe noget med hjem?
Det skulle jeg ikke.  Og selvom jeg gav ham alle muligheder for at kaste håndklædet i ringen, så hverken tiggede eller bad han mig om at skynde mig hjem. Der var heller ikke noget grædende barn i baggrunden, men derimod højlydt jublen.
Jeg tog nu tidligt hjem da min pc er død og hjælpen ikke er tilstede om tirsdagen.  Og hvad fandt jeg derhjemme?
kaos?
gråd?
blod eller brækkede knogler?
Niks, jeg kom derimod hjem til et hus hvor der tydeligt var blevet leget hele dagen imens der var blevet skiftet døre. Opvaskemaskinen havde kørt og var næsten tømt og min søn sad lykkeligt og spiste en banan.  Min søn har altså ikke brug for mig mere, så nu går jegi seng og græder mig i søvn. Eller også sover jeg sødt i visheden om at mine drenge står foran den mest fantastiske måned sammen og jeg slipper for at lave aftensmad...