Idag er min sidste dag på barselsorlov. Og jeg er så mega deprimeret over at skulle på arbejde imorgen. Ikke fordi jeg på nogen måde er træt af mit arbejde, men fordi det river mig i stykker at det ikke længere er mig der er primær modtager af min smukke søns dejlige smil. I virkligheden vender en barsel forkert... man burde kunne aflevere dem når de er helt nye og besværlige... for så selv at overtage når de begynder at være sjove!
Jeg har ikke været ret god til at være på barsel. Det tog mig virkeligt mange måneder at affinde mig med den manglende mentale stimulering (selvom min fantastiske mødregruppe virkeligt har forsøgt) men jeg fik et gennembrud for 3 måneder siden og nu nyder jeg det virkeligt. Jeg nyder at lege med min søn. Jeg elsker vores daglige gåture (hvordan har jeg nogensinde handlet ind uden en barnevogn?) og vores sange og ritualer. Jeg syntes det er vidunderligt at vide præcist hvad han har spist og hvor meget han har sovet, og finder det dejligt udfordrende at finde på nye madvarer han skal prøve.
Jeg har lært utroligt meget om mig selv de sidste 10 måneder. Jeg ved nu jeg faktisk godt kan tilsidesætte mig selv for en anden. Jeg har også lært at man ikke dør af at skifte en ble... ligegyldigt hvor slemt det lugter. Jeg har også lært at mit arbejde faktisk ikke definerer hvem jeg er, jeg har meget andet at bidrage med. Jeg har også erfaret at mødregrupper ikke behøver at være noget med speltboller, Hunter gummistøvler og hård sammenligning af babyerne, men derimod kan være et hyggeligt sted hvor der grines og købes brød og bruges færdiglavet tærtedej. Et sted hvor man hjælper og inspirerer hinanden, og opmuntrer hinanden.
Jeg har også overvundet min naturlige modvilje mod pædagoger. Vi har været til baby-bongo, og det lykkedes mig ikke at kvæle det bløde, søde menneske der forsøgte at lære mig sange om koalaer, heste og ænder.
Men vigtigst af alt så har jeg lært at sætte pris på børn. Ikke kun min egen søn, men også de andre små mennesker jeg mødt, igennem bongo, vuggestue og mødregruppen. For lad os være ærlige... ind til for ganske kort tid siden mente jeg at børn lugtede og larmede... og det var det. Men nu er det vigtigt for mig om Emilie er blevet rask, om Freja har lært at kravle på alle fire, om Clara er blevet glad igen, om Smilla har fået en tand, om Sigrid har lært at klappe og om Marvin er kommet sig over influenzaen.
Så nu sidder jeg her og ser på min søn, der viser hvor stor han er blevet, imens han prutter så det runger. Og i morgen overdrager jeg ham så... ikke til en vuggestue men derimod til hans far, der nu har glæden af ham i en måned (og skal køre ham ind i vuggestuen). Og jeg ved at min mand passer godt på ham... men det er ikke mig. Der er jo ingen der kan passe bedre på ham end mig... suuuuuk jeg vil ikke på arbejde i morgen :0(
Ingen kommentarer:
Send en kommentar