fredag den 25. juli 2008

Work-life balance

Begrebet work-life balance er ved at være ret udtjent i medierne, men interessen er stadig stor. Har idag brugt 20 miutter på at besvare et spørgeskema fra global media omkring work-life balance mulighederne i mit nuværende job (de er super gode).
En ting blev klart: det er åbenbart primært det at kunne arbejde hjemmefra der ses som work-life balance, og selvom det selvfølgelig er en stor del af det, så mener jeg jo at personale udvikling, frihed til planlægning af arbejdsopgaver etc. også er en stor del af det.
På min arbejdsplads kan vi stort set alle sammen arbejde hjemmefra. Der er gode uddannelsesmuligheder (hvis man selv opsøger det) og i mit job har jeg en stor frihed i planlægning af mine opgaver. Det betyder bla. at jeg kan arbejde hjemmefra og lægge et par timer på MBA studiet, fordi jeg selvfølgelig i andre periode lægger en masse ekstra timer på arbejdsopgaverne.
I USA arbejder man mere med et begreb der hedder work-life integration, og det er et begreb jeg virkelig håber også kommer på dagsordnen i Danmark.
Ideen er at man udviske linjerne for hvad der er arbejdstid og hvad der er fritid. Det betyder at hvis man foreksempel bruger 8 timer i en flyver for at komme til en konference, så bruger man et par timer når man kommer frem på fristidsaktiviteter inden man går på arbejde. Begrundelsen er at de 8 timer i flyet er arbejdstid... og så har man brug for lidt fritid.
Da jeg var i Orlando på netop sådan en konference var det ret skægt at se forskellen på europæerne og amerikanerne: vi ankom aftenen før, og løb op på vores værelser for at få arbejdet et par timer (for nu havde vi jo ikke været tilgængelige hele dagen.) Vi stod op, spiste morgenmad og skyndte os tilbage på værelset, for så kunne vi jo lige nå at arbejde et par timer inden konferencen begyndte...
Og amerikanerne? De ankom til hotellet aftenen før, tog i Universal Studio og spiste en god middag. Dagen efter stod de op, spillede golf et par timer, og så gik de på arbejde (konferencen).
Hvem mon egentligt fik mest ud af dagene?
Jeg er begyndt at forsøge på worklife integration: hvis jeg har brug for et par timer til diverse private formål i arbejdstiden, så tager jeg dem - men jeg vier samtidigt lige så meget i den anden ende. Jeg arbejder meget med vores world wide team, så jeg har mange telefon møder fra 17 - 19, men istedet for at se det som et problem så er jeg begyndt at tage fra kontoret kl 15, for så kan jeg nå ud og handle og læse lidt, inden jeg går tilbage på arbejde kl 17...
Det er skønt med sådan en frihed, og det reducerer stress niveauet en hel del.
Min drøm er på sigt at få lov til at dele de 37 timer ud på 4 dage, istedet for 5, men den har min chef desværre ikke helt købt endnu... Tror han er bange for at det skulle danne præcedens, også blandt de der ikke har den samme arbejdsmoral som mig... men jeg bringer det op løbende!

tirsdag den 22. juli 2008

Blast from the past

I kantinen idag havde de bagt ølkage... og nu er det ikke fordi det her skal udvikle sig til en mad-blog, men nørj hvor er det længe siden jeg har fået sådan et stykke lunt ølkage med iskoldt smør på...
Transporterede mig fluks tilbage til mit barndomshjem runde spisebord ude i køkkenet, hvor min mor serverede et stykke varmt kage, med smør og et iskoldt glas mælk, når jeg kom hjem fra skole. Så sad vi der og snakkede lidt om løst og fast... totalt hyggeligt.
Nå men ølkagen i kantinen ídag var lige i øjet, min mor var fast forankret i mine tanker, og nu har jeg bare lyst til at bage sådan en fætter... men må hellere lade være.
I får lige opskriften:
Fru Larsens Ølkage
500 g hvedemel
500 g brun farin
2 tsk. kanel
2 tsk. stødt nelliker
2 tsk. natron
1 øl (vi foretrækker en porter eller lignende)
Mel, sukker, krydderier og natron blandes først, derefter hældes øllen i. Dejen hældes i en smurt form/bradepande (kan med fordel bages i en rugbrødsform, og det er en god idé at drysse formen med rasp) og bages godt 1 time ved 180 grader. Når den er afkølet skæres den i skiver og serveres med smør på.

mandag den 21. juli 2008

Er lidt bekymret for en dansk tradition...

Jeg elsker hindbærsnitter (ved godt det er vildt mormoragtigt), men der er bare ikke noget bedre til en kop te, meeeeen det er faktisk ved at blive rigtigt svært at finde en ordentlig bager der laver ordentlige hindbærsnitter. Der er åbenbart en eller anden wienerbrødsmafia der har besluttet at en bager kun skal sælge gummiagtige rundstykker og fedtede stykker wienerbrød... det holder bare ikke!
En god hindbærsnitte er lysebrun i farven (så mørdejen er bagt nok, og kagen er sprød), der skal kun være et tyndt lag hindbærsyltetøj (så det ikke bliver vammelt, og syltetøjen løber ud over det hele når man bider i den) og der skal kun være et tyndt lag glasur.
Men ak, når min søde mand vil overraske mig med en hindbærsnitte, så er de blege, bløde, med en cm over sødt syltetøj og ½ cm glasur ydrk!
Der er faktisk kun 1 bager tilbage i vores by, der kan præstere både gode rundstykker og hindbærsnitter... og de griner altid af mig når jeg be'r om den mørkeste, næsten brændte snitte...
Hindbærsnitte elskere, vi må stå sammen! Vi må sørge for at bagerne igen begynder at lave dem ordenligt.. for hvis snittejomfruer får sådan en bleg fætter som deres første snitte oplevelse, så bestiller de jo aldrig en igen. Så uddør kundebasen, og det samme gør hindbærsnitten... og det ville da være synd at sådan en gammel dansk klassiker skal lide samme skæbne som "nat og dag" snitten.
man kan jo også bage dem selv (og det bliver rigtigt godt).
I får lige en opskrift her:
250 gram blødt smør
250 gram sukker
500 gram hvedemel
3 æg
1 glas hindbærmarmelade
Glasur af flormelis og vand
Kulørt krymmel
Smør og sukker røres sammen. Melet blandes i og samles så godt det kan. Æggene piskes sammen med en gaffel og kommes i dejen, der samles helt og deles i to lige store stykker.
Rul hver del ud på et et stykke bagepapir. Træk dejen over på pladen og bag i cirka 15 minutter i 200 grader varm ovn. Første plade smøres med marmelade og anden plade over. Fordel glasuren over og opdel i snitter mens de stadig er varme. Drys med krymmel. Snitterne bør køle af i fri luft så skorpen opnår den rigtige tørhed. Snitterne kan gemmes i kagedåsen hvis du ikke spiser dem alle med det samme.
(tak til hindbersnitten.dk)

onsdag den 16. juli 2008

Manden stod af toget...

og så var den historie åbenbart ikke længere?
Hvad fabler hun nu om, tænker du nok, og det er da et meget fair spørgsmål.
Det er de der nyhedshistorier der kører i bunden af skærmen under diverse nyhedsudsendelser...
De startede på CNN, og der gik det egenligt meget godt, dog kunne de godt være lidt for lange så man mistede tråden eller endnu værre: man blev nødt til at vente en hel omgang for at få resten af historien...
Ideen blev så adopteret af alle andre nyhedsformidlere i verden med mindre success. Det er lige som om at de bliver kortere og kortere for hver gang en kanal begynder at bruge dem, og helt grelt er det altså på DR Update - det virker som om der er begrænsning på maks. 4 ord. Det ville så være OK hvis de rent faktisk fulgte op på historierne i udsendelsen eller man kunne læse videre inde på tekst TV - men det gør de ikke, og det kan man ikke.
Resultatet?
"Det er fusk" (hvad er fusk?)
"Scorede mål i sidste sekund" (hvilken sport? hvem scorede? vandt de kampen?)
"Minister siger nej" (øh til hvad, hvem? minister for hvad?)
"Mand død efter ulykke" (hvem? hvad? hvor?)
"Massefyringer på vej" (argh bliver jeg så fyret?)
Det virker som om det er en stakkels kontorelev der har fået tjansen... en der ikke helt forstår hvad effektiv kommunikation er. Det er ihvertfald enormt frustrerende når man nu er en smule af en nyhedshund!

onsdag den 9. juli 2008

Når en del af ens barndom dør

Så først idag at Thomas Winding døde i lørdags... og det føles bare så tomt. Manden var jo en enorm del af min generations lydbillede. Hans behagelige stemme vil altid være en del af barndomsminderne.
Jeg kan tydeligt huske "Se Hundested og Gø" og ikke mindst hans speak til Emil fra Lønneberg og Alfons Åberg...
Jeg blev så glad sidste år da jeg fandt en bog med de bedste af hans historier, der inkluderede en cd hvor han selv læste dem. Jeg har foræret dem til alle jeg kender der har børn (der er kommet et bind 2 og 3), så nu sikrer vi endnu en generation kan vokse op med hans stemme.
Selv nyder jeg hans indtaling af Peter Plys... den er helt fantastisk.
Thomas Winding, hvil i fred, og tak for alle minderne!

mandag den 7. juli 2008

Så kom den endelig

Der skal godtnok meget til at jeg løber hen til postkassen når jeg kommer hjem, men de sidste mange uger har simpelthen været tortur!
Jeg havde jo bestilt Amos Lee's nye CD, last days at the lodge, hvorefter onde onde amazon skrev til mig for at fortælle at man i Europa havde rykket udgivelsen i 14 dage!
14 dage... når jeg nu har ventet i næsten 2 år på den cd!
Men så idag... fik revet pappet af (kan ihvertfald ikke bruges som retur emballage... som om jeg ville returnere den?).
Ooooog det er lige så godt som jeg havde drømt om. Det er sjældent jeg kan svømme helt hen i en sanger, men iiih altså Amos' stemme er helt fantastisk, og sangene er bare fede. Så det er så hvad jeg kommer til at bruge de næste mange uger på at høre... igen og igen og igen!
Især numre som "Listen", "Truth" og "Street Corner Preacher", men så alligevel ikke for den holder bare maks!
Så nu mangler jeg bare at han kommer til DK, eller Frankrig eller Texas så det passer med mine ferie planer!
Nå må hellere få skrevet den marketings opgave færdig. Alt går som en leg når Amos er i ørene!

onsdag den 2. juli 2008

Be bob a lu la

Hvad er nu det?
Jo altså en af mine søde veninder fortalte en gang om en engelsk talende ven der havde bosat sig i Danmark. Han fungerede rigtigt fint blandt os danskere, men der var en ting han simpelthen ikke kunne forstå: hvorfor afslutter vi alle indkøb med ordene: be bob a lu la?
Min veninde tænkte meget over hvad i alverden det var han talte om, indtil hun enda stod i et supermarked, og hørte en dame sige, meget hurtigt og med en smule accent: bar' på beløpet....
Så løste mysteriet sig. Men det er godtnok også meget indforstået. På et tidspunkt da jeg kom meget i Fredericia fik jeg mig ofte en griner når vi var inde i en kiosk og købe snolder. Bedst som man var på vej ud af døren fik man altid et: Farveller... og det er da et ord der er til at forstå for de fleste, men på et tidspunkt blev det så til: 'veller...
Og det er jo ikke helt fair hvis  man ikke er vandt til at komme på Q8 i Fredericia...
I vores lokale Netto har det med "bare på beløbet" også ændret sig, så nu er det "på belop?" øøøøøh.
Kommunikation er en svær ting, men vi bør alle huske på at det er dig der har problemet hvis det du siger ikke bliver modtaget korrekt hos den der lytter...

Så kan eBay lære det!

Så lige at eBay er blevet idømt en på bøde på 38,8 millioner euro i Frankrig, for salg af falske Louis Vuitton varer!
Ud over det må de ikke længere sælge seks LVMH mærker (blandt andet Christian Dior parfume, Kenzo, Givency og Guerlain). Hvis de ikke øjeblikkeligt stopper med at reklamere for de 6 mærker skal de betale dagsbøder på 50.000 euros!
Rart at se at kopi-problemet endeligt bliver taget alvorligt!
Min bror foreslog at jeg bare skulle købe en fake iPhone fra Kina, for at komme udenom Telias monopol... men hvorfor? så er det jo ikke en iPhone?
Jeg forstår simpelthen ikke det med kopierne... for det du køber er jo ikke det du køber... og man kan se forskel... og kvaliteten er ikke i nærheden...