mandag den 13. august 2012

Loppemarked

Jeg var igår på mit livs første loppemarked. Og jeg havde en bod! Jeg prøvede at få solgt lidt af det tøj min søn er vokset ud af (og det er en del.. han er en meget velekviperet herre, der desværre vokser som var der substral i mælken, så jeg har højt turn around på baby tøj, og har en del der aldrig er brugt.)
Det var absolut et studie i et helt andet folkefærd... De fleste jeg talte med var der for at få ryddet ud i pulterkammeret, garagen eller skuret. Men de samme mennesker spænede rund til de andres boder og brugte alle deres hårdt tjente penge lige så hurtigt som de kom ind. Resultatet var at de havde samme eller mere med hjem end de var kommet med... I don't get it!

I det hele taget er det nok mit problem - jeg kunne aldrig finde på at købe noget på et loppemarked. Jeg får faktisk kriller over hele kroppen ved tanken om at skulle røre ved andre menneskers brugte ting. Men jeg sælger gerne mine ting med god samvittighed, for jeg ved jo hvordan det er behandlet. Rent og lækkert og pænt lagt sammen... men kan jeg overbevise mig selv om at det også gør sig gældende for mine medmennesker? Neeeeeeeej, og derfor er min søn ikke bare velekviperet, han er også ualmindeligt dyr i drift. Hans seng er ny (tak mor), hans barnevogn er ny, og det samme gælder hans klapvogn og bilsæde. Og det er ikke fordi vi ikke har modtaget masser af tilbud fra vores venner (der alle er rene, pæne og velduftende), jeg kan bare ikke. Tilgengæld regner jeg helt klart med at sælge hans bilsæde på den blå avis når han vokser ud af den.

Tilbage til loppemarkedet. Der var ham der åbenbart ikke laver andet, og derfor kommer med trailer og tre borde, og straks begynder at hundse rundt med alle andre. Der var hende der hele tiden skulle fortælle varens livshistorie til alle der spurgte om en pris (og jeg indrømmer, jeg morede mig lidt over historierne der var knyttet til hendes brugte BH'er, indtil det gik op for mig at der er folk der køber andres brugte undertøj... aaaaaaaaaad, der er simpelthen ikke rodalon nok i hele verden til at gøre det lækkert og iorden). Der var en hardcore gruppe af pruttere, der alle mødte op en halv time inden markedet startede og prøvede at få alle tvunget 80% ned i pris, på en ret aggressiv måde. Vi havde heldigvis en ret veltrænet fyr i vores bod, så de var ikke så truende over for os, men jeg undrede mig nu lidt over at der på loppemarkedets hjemmeside står at vi skal være søde ved gæsterne... men ikke et ord om at gæsterne skal være søde ved de handlende?

Jeg kan med stolthed berette at jeg ikke købte noget. Jeg fik solgt en smule, men vi stod ikke så godt, så de fleste havde shoppet babytøj inden de nåede frem til os. Men jeg hyggede mig, og er helt klar på en tur til i september... og det er gået op for mig at man kan sælge alt sådan et sted, så nu skal der ryddes op i skabe og skuffer - for der var folk igår der solgte halv-tomme parfume flasker, og jeg har ihvertfald en i emballage, der er helt fuld, men bare ikke er min duft. Og jeg har to store poser af tasker, der må helt klart være nogen jeg kan sælge, og bøger... og køkkengrej. Jeg er sikker på der er noget på loftet... og ude i skuret... hold da helt op hvor skal vi bare have rydtet ud - og så må jeg bare håbe at jeg kan fastholde min antipati mod at købe brugt, for så kunne vi faktisk ende med at have plads nok til alt min søns grej, gear og babylir!

1 kommentar: