Vi lever i et land, hvor vi over tid har valgt at fraskrive os ansvaret for vores eget liv, og istedet overdraget det til et offentligt system. Prisen herfor er et urimeligt højt skattetryk samt en polemik baseret på at individets penge er statens, og de derfor har 100% råderet over dem. Dette bliver aldrig mere tydeligt end når man hører Johanne og hendes røde kumpaner tale om økonomisk politik. De der kender mig, eller har fulgt med på bloggen ved godt hvad jeg mener om det sag, så den lader jeg ligge i denne omgang. Istedet vil jeg prøve at forholde mig til at den måde vi har indrettet vores samfund på er rimelig, og ikke noget vi kan eller skal lave om på.
Hvis det er præmissen, så køber vi jo et service samfund. Hvis man køber en vare, så har man ret til at gøre indsigelse hvis den ikke fungerer efter hensigten. Vi er som forbrugere beskyttet at en markedsføringlov (man må ikke love noget man ikke kan holde) samt en produktansvarlov (hvis det en producent eller leverandør leverer gør skade på dig, så kan du kræve erstatning - et eksempel på denne er fx McDonalds varme kaffe dom). Hvis en virksomheds produkt gør skade på kunder eller i værste fald slår nogen ihjel, så har det en konsekvens for de produktansvarlige, de mister deres job og kan risikere at komme i fængsel.
Med det i mente, så lad os lige vende blikket mod det sociale system i Danmark. Jeg kan ikke tælle hvor mange sager der har været om seksuelt misbrug af børn de seneste 12 måneder. Det virker som om Tøndersagen har inspireret en stor gruppe sted- og plejefædre til virkeligt at blive kreative når det gælder misbrug, nedbrydning og udnyttelse at de børn der stoler på dem og er afhængige af dem. Og vi skal ikke ind på strafferammen (som er alt for mild) men derimod det system vi betaler for skal beskytte børnene.
Man taler om sociale nomader, altså familier der bare flytter når nogen begynder at stille spørgsmål, for så at fortsætte deres deroute et andet sted. Men de her familier modtager jo offentlige ydelser, så det er ikke ukendt for tilflytterkommunen at der er børn i huset. Hvis en husstand modtager børnepenge, bør der så ikke være nogen der lige følger op på om børn i den skolepligtige alder, rent faktisk går i skole (den kunne have sparet den yngste af pigerne i Bornholm sagen 2 års isolation).
Hvis man er plejefamilie så får man penge for at passe på børn, der ikke længere kan bo hjemme. Man udbetaler altså en ydelse fra skatteprovenuet (vores allesammens penge) bør man så ikke have benhård kontrol med forholdene som børne lever under? Hvis socialarbejderne havde lettet røven og besøgt familien i Brønderslev sagen, så havde de nok opdaget at børnene var møgbeskidte, sultne, isolerede og levede i ekstremt uhumske omgivelser.
Og så er der Tobias sagen. Her har en sundhedsplejerske og en læge slået alarm overfor de sociale myndigheder, og Tobias "mor" (det bliver nødt til at være i situations tegn, for den afstumpede gimpe fortjener simpelthen ikke den titel) har selv bedt om hjælp - men der kom ingen reaktion eller hjælp - og vi ved jo alle hvordan den sag endte.
Det er bare påfaldende for mig at man bruger rigtigt mange kræfter på at føre sag mod, og straffe "de skyldige", uden at se på det store billede. Ja der er de direkte skyldige, altså den der fører hånden, men hvad med alle dem der ikke lever op til deres ansvar og gør deres job ordenligt? Hvorfor kan socialarbejderen, eller endnu vigtigere chefen for det sociale område, slippe afsted med en beklagelse over at have svigtet og fejlet? Og når der nu er så mange sager, hvordan kan ministeriet der er ansvarligt slippe uden om fyrringer eller retssager?
England havde deres egen Tobias sag i 2007. Peter Connelly var 17 måneder gammel da han døde. Hans mor, stedfar og dennes bror havde tævet ham og påført ham 50 skader igennem 8 måneder, et faktum der blev overset ved de 60!!! visitationer fra socialarbejdere, læger og politi.
Den sag har haft store konsekvenser i England. Hele det sociale område er blevet undesøgt og ændret. Chefen for det sociale område i det county der fejlede blev fyret, hendes 2 nærmeste medarbejdere tvunget til at sige op. Den biologiske far fik tilkendt £75.000 i erstatning fra det offentlige (Tobias far får 127.000 kr af de to der har ført hånden). Peters mor og stedfar er begge idømt forvaring med minimum afsoning på 12 år. Tobias mor fik 4 år og stedfar fik 8 år. Peters stedonkel fik 12 år...
De to læger der undersøgte og behandlede Peter inden hans død blev begge suspenderet i 18 måneder og mistede deres job (de havde slået alarm, men ikke fulgt op).
Med det i mente så er Tobias dommen lidt tam. Vi som kunder bør kræve at folk i offentlige stillinger er strafferetsligt ansvarlig for fejl i deres produkter - på lige fod med private virksomheder, for ellers bliver tingene jo aldrig forbedret.
Min ven Christians mor er lige død. Det var pludseligt og midt i den store sorg kom der så lige en lille ting frem: Roskile Hospital har smidt hendes ejendele ud. Og den umiddelbare reaktion fra hospitalsledelsen var: shit happens... NEJ DET GØR IKKE! Hvis man har en process der ikke virker, så laver man den om. Og man laver en dybdegående undersøgelse af hvad der er sket, men mest af alt så giver man de pårørende en undskyldning. Man venter ikke til at medierne går ind i sagen. Hvis man vælger at gøre det, så bør man som hospitalschef lægge en opsigelse. For i det sekund sådan en sag rammer medierne så har han ødelagt sit hospitals rygte, og dermed tilliden til systemet. Og de lever af folks tillid. Hvis det samme skete på et hospital i USA, så røg der et par hoveder, og de efterladte ville få en erstatning. For i USA er hospitalterne nemlig godt klar over hvem deres kunder er, og kundepleje er vigtigt for alle virksomheder og serviceudbydere.
Så jeg giver Enhedslisten ret i en ting: vi har brug for en revolution, tror bare udgangen på min revolution er ret meget anderledes end deres: vi skal stille offentlige myndigheder ansvarlige for de de svigt og fejl der er i systemet. På lige fod med at en virksomhedsejer kan komme i fængsel for manglende omhu så må det samme gælde for det offentlige system vi har valgt at overgive ansvaret for vores liv. Eller endnu bedre: vi skal tage råderetten og ansvaret for vores eget liv tilbage fra staten, så vi selv er ansvarlige for vores egen lykke og fremgang.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar