Min mødregruppe

I Information var der i dag en fin kronik om mødregrupper - Da speltmor mødte ghettomor, hvori skribenten beskriver hvordan hun har lært rigtigt meget af de to socialt udsatte mødre hun kom i gruppe med.
Der er rigtigt mange aspekter i artiklen jeg kan nikke genkendende til: den akademiske tilgang til moderskabet, den totale autoritetstro i mødet med sundhedsplejersker, jordemødre, læger og sygeplejersker, den konstante angst for ikke at gøre det “rigtige”, facit lister etc.

Men i mit tilfælde er der ikke nogen socialt udsatte mødre i min mødregruppe - jeg bor i Hørsholm, så vi er en ret homogen gruppe. De store udsving i vores lille gruppe på 8 er hvorvidt man er førstegangsfødende eller man er rutineret. Vi er 4 af hver. Vi har en der er vores “unge mor”, hun har lige fået nummer to i en alder af 26 år, og det er altså ungt i vores by! Vi har en der netop har fået nummer 4 i en alder af 40 år (hende har ville enorm respekt for, for de tre yngste er ikke ret langt fra hinanden), vi har en der har fået nr 2 i 30erne, og en der er ved at flytte til byen med sine to børn, og resten af os har så fået vores første. Vi har alle en far til vores børn som vi deler hverdagen med. Vi har alle en uddannelse, og vi har alle job (undtaget de to der stadig går i skole). Alt i alt en dejlig homogen gruppe.

Jeg var som udgangspunkt ikke varm på tanken med mødregruppe, da jeg har oplevet nogle eksempler blandt veninder, hvor det hele er gået op i speltboller, økologi, hunter gummistøvler, hjemmebag, opkørte frokostborde og skarp bedømmelse af alle andre. Men min jordemoder overtalte mig heldigvis, og det er jeg så evigt taknemmelig for.

For selvom jeg følte mig godt forberedt på at få et barn, så var jeg jo slet ikke klar. Jeg var fast besluttet på jeg ville amme. Jeg kæmpede en brav kamp på hospitalet for at få det igang, men fik at vide han skulle have modermælkserstatning som supplement, da han ikke fik nok. Efter en uge på hospitalet kom vi hjem, men pga en styrtblødning under mit kejsersnit, og selve kejsersnittet, så var jeg ikke ret meget værd da jeg kom hjem. Jeg kunne ikke løfte min søn, jeg kunne ikke komme op af sengen uden hjælp, og jeg kunne ikke sidde ordentligt og amme... og så ville han kun amme med ammebrik, og det er frustrerende for mig, og for ham, så hyggen forsvandt... og efter 3 uger ville han ikke sutte mere. Så jeg malkede ud og malkede ud, men mælken forsvandt.

Hospitalet havde bedt mig kontakte sundhedsplejersken med det samme vi kom hjem, og det gjorde jeg selvfølgelig, hun var fantastisk og fik mig hurtigt gjort klart at flaskebørn er lige så rigtige som brystbørn, men derfor var jeg nu lidt nervøs for mit første møde med mødregruppen, da jeg frygtede en flok fordømmende ammefascister. Og det var også et af de første spørgsmål mødregruppesundhedsplejersken stillede: fortæl om din graviditet, din fødsel og om du ammer. Det startede godt, den første havde haft en hård graviditet, en alt for hurtig fødsel, og hun ammede. Den næste havde haft en hård graviditet, en alt alt for hurtig fødsel, og hun ammede, og så kom til til en af de 2. gangsfødende - hun havde haft en god graviditet, en god fødsel, men hun ammede ikke... og det havde hun heller ikke gjort med den første. Jeg sad og ventede på at frådende hunde stormede lokalet og rev hende i stykker... men der skete ingen ting! Så da det var min tur, turde jeg godt fortælle jeg havde haft en nem graviditet de første 7 måneder (opdagede først jeg var gravid da jeg var 4½ md henne), en hård og brutal fødsel, og at jeg var stoppet med at amme.

Det viste sig at vi er 3 ud af 8 der ikke ammer. Og vores børn vokser fint, er glade og smukke, og trives ligeså godt som de 5 andre.

Der hvor skellet er i min gruppe er, som før nævnt, hvorvidt det er første gang eller ej. Vi skambruger de erfarne! De er jo en brønd af viden og praktisk erfaring. Man kan få hjælp til mavekneb, knibeøvelser, hvordan man kommer igennem en lufthavn med baby og modermælkserstatning og så det der med det evindelige mareridt: hvordan undgår man baby får et deformt hoved?

Vores unge mor smilede og sagde: min børn sover på siden....

GISP! Imod alle regler og love! Men hun forklarede at sådan sover de altså bedst, og de ligger med støtte, så de ikke triller om på maven.

Det var der det gik op for mig, at det er jo vores børn. Ikke samfundets eller sundhedsplejerskens, men vores. Vi bestemmer. Der er retningslinjer vi kan følge, men vi kan også lade være. Vi kommer ikke i fængsel hvis vi ikke ammer, eller køber uøkologiske fødevarer. Børnene bliver ikke taget fra os hvis de sover på siden istedet for på ryggen.

Men det bedste ved min mødregruppe er nu at vores unge mor startede med at fortælle at i hendes første mødregruppe havde de aftalt at det ikke skulle være opkørt eller hjemmebagt. Så det har vi adopteret... der har ikke været en speltbolle i sigte og vores møder er super hyggelige. Jeg er super taknemmelig for mine 7 piger, som hjælper med at afmystificere moderskabet samt sikrer at jeg ikke bliver sindssyg af at gå hjemme. Og jeg ved min lille søn også er uendeligt glade for dem, for der er ingen mavekneb eller røde numser. Han kom igennem lufthavnen og flyveturen uden sult eller hysteri, og bedst af alt, han sover lige nu til middag, på maven (ja på maven, for der sover han bedst) men hans mor og far sidder ved siden af ham og holder øje med han ikke bliver kvalt.