onsdag den 31. oktober 2007

Kravsspecifikation for den eneste ene


31. okt 2007 10:40, Bisous

Jeg er jo i den heldige situation at være godt og lykkeligt gift. Som en veninde udbrød igår: "i gør alle omkring jer dødmisundelige!" Der er nogle der mener at vi kun har det så godt med hinanden og prioriterer tid med hinanden højt, fordi vi stadig er relativt nygifte (3 år), jeg håber de tager fejl, og er fast besluttet på at arbejde på at sikre vores fortsatte lykke.


Men altså venindes udbrud igår kom efter en lille chat omkring den eneste ene, og hvor mon han er henne. Hun mener selv, at som tiden går, og hendes erfaringer med mænd vokser, så bliver hendes kravsspecifikation til den rette, længere og længere - og derfor kommer han selvfølgelig også længere og længere væk fra hende.


Jeg har hørt det tit fra mine single veninder (der desværre alle er for unge til min søde single-fætter), det der med listen over krav.


Min umiddelbare reaktion var en irritation over at folk tror man bare kan sætte sig ned og definere hvordan den eneste ene skal være... Er det mon et resultat af vores forbrugssamfund? Er vi er så vandt til at undersøge udbudet, definere vores behov og så købe den helt rigtige iPod, mobil telefon etc. at vi automatisk går ud fra det samme gør sig gældende i vores relation til andre mennesker?


Men når jeg så tænker tilbage på min single tid, inden jeg mødte min søde mand, så havde jeg jo også en liste. Den var ikke skrevet ned, og det var heller ikke noget jeg havde arbejdet bevidst med, men den var der:
1. Han skulle være ældre end mig (havde i mange år været sammen med en der var yngre end mig, og de ting der irriterede mig tilskrev jeg altid hans alder...)
2. Han skulle tjene det samme eller mere end mig (jeg knokler for det jeg har, kan godt lide de gode ting i livet og jeg vil have råd til at rejse)
3. Han skulle ikke have børn (da jeg hele mit liv har været 100% sikker på at jeg ikke vil have børn... det ændrede sig sig dog i det sekund jeg mødte den rigtige)
4. Han måtte meget gerne have en bil (da jeg ikke havde nogen)
5. Han måtte ikke være kræsen
6. Han skulle være god til engelsk (internationale venner, og det der med at rejse)
7. Han skulle kunne sætte sig ned og læse en bog
8. Skulle være handy
9. Han skulle være mand nok til at kunne styre mig og sætte mig på plads når det er nødvendigt
10. Han skulle være glad og positiv (har haft alt for mange negative mennesker i mit liv)


Ovenstående er på ingen måde i prioriteret rækkefølge!
Jeg havde kunnet sætte x på tjeklisten inden jeg rent fysisk mødte ham for første gang, da vi havde brugt lang tid på at tale sammen inden vi mødtes. Jeg vidste hvad jeg fik, på papiret.


Og så mødte vi hinanden første gang - og han slog fuldstændigt benene væk under mig, fra første sekund. Og det var ikke pga alder, penge, intellekt og slet ikke pga hans bil (den blev aflivet for 3 år siden - det var det mest humane).


Det var hans øjne, hans smil og hans væsen.
Og det er det stadig væk. Samt indholdet naturligvis. Så min konklusion må være: lav alle de lister i vil, det eneste der gælder er jo gnisten i det øjeblik man mødes for første gang - hvis det så viser sig han har de egenskaber der står på listen, så er det jo et stort plus... og det der mangler kan man forhåbenligt komme omkring ved kompromisser!


Ingen kommentarer:

Send en kommentar