Om kæledyr

16. sep 2008 08:11, Bisous

Det har altid været et godt sted at være dyr, i min familie. Vi har nok en tendens til at forkæle vores dyr og elske vores dyr og sørge for de har det godt. Vi forkæler dem ikke med mad, vi går faktisk mere op i deres sundhed end vores egen. Vi overholder alle sundhedstjek, vaccinationer etc. og jeg tror faktisk også det er derfor vores dyr altid er blevet relativt gamle. Vi har også altid været enige om at når et dyr får behov for daglig medicin så er det tid til at få dem aflivet - det er jo ikke for dyrets skyld man holder dem i live!
Vi mistede vores elskede labrador, Trine, for et par år siden, og det var et stort slag for os alle. Hårdest gik det ud over min mor der havde tullet rundt med hende, alene, når min far var på forretningsrejse (ca 200 dage om året). Det slog faktisk min mor så meget ud at hun svor de aldrig skulle have hund igen...
Det holdt hun på i mange år, men pludseligt ringede hun til mig en søndag i maj og sagde: gæt hvad jeg sidder med på skødet...
De var faldet i fælden igen, denne gang med en amerikansk cocker spaniel fra et dyreinternat - og hun er verdens smukkeste hund! Og jeg er tæske misundelig... jeg vil også have en hund!
Min søde og tålmodige mand har dog sat mig stolen for døren: ingen hund så længe vi har kattene - og jeg forstår ham jo godt. Den stakkels mand er allergisk over for vores misser så selvfølgelig skal han ikke pålægges flere pelsdyr...
Men i lørdags var vi hos nogle venner der lige har hentet en west highland terrier hvalp, og han er bare smuk... Min kollega's labrador får hvalpe i næste uge... arrgh hundehvalpe alle vegne!
Og så er der misserne. De er 10 og 10½ og alderen fornægter sig ikke. min hunmis har fået astma (nu har vi været allergisk overfor hende i mange år og nu kan hun ikke tåle os...). Indtil nu kan det behandles med et skud cortison  hver halve år, men jeg ved jo godt hvad vej det bærer hen... og min lille dreng har en mislyd på hjertet (jeg kan godt selv se det sjove i den sætning). Det kan ikke behandles og vores dyrlæge mente at sålænge han er glad og tilfreds så betyder det ikke noget.
Men det gør ondt - for jeg ved jeg snart skal til at træffe nogle svære beslutninger - og den eneste trøst er at så kan jeg få min hund!