Den pinligste J-Dag

6. nov 2007 08:57, Bisous

Med den overskrift ved jeg jo at der er nogen der forventer en historie om at være stang-Bacardi og rende rundt med nederdelen nede i underbukserne, meeen sådan er det slet ikke!
Jeg har kun fejret P-dag en gang i mit liv, og det var en grim oplevelse.  Jeg har derfor aldrig hoppet på J-Dag toget, da jeg nogengange lærer af mine fejltagelser.


Men der var engang for en del år siden, hvor jeg boede på Frederiksberg. Min daværende og jeg havde været hos hans forældre, og det havde været en laaaaaang aften.


Da vi nåede ind til København opdagede vi, at alle var i byen, da det var J-Dag. Vi blev enige om at gå på den lokale (et smågustent sted, det var første og eneste gang vi var der) for at smage på sagerne.


Vi trådte ind i et dårligt belyst lokale (eller rettere: lyset var sikkert godt nok, det var nok røgen der gjorde det hele lidt skummelt) og fik kæmpet os frem til baren.


Vi bestilte 2 øl, da min daværende kom i tanke om at hans tegnebog lå i bilen, så han spurtede ud af bodegaen.


Der stod jeg så. Alene. Som den absolut yngste i lokalet, og helt sikkert den eneste der stadig havde alle mine tænder.


Jeg bevægede mig sidelæns, indtil jeg fandt en barstol, og den satte jeg mig så på.
Efter 3 minutter mærkede jeg noget på min ene balle. Jeg tænkte, "det er nok en der gerne vil til i baren", så jeg rykkede lidt til den ene side. Det fortsatte, mere insisterende, og det gik op for mig at gammel, klam, alkoholiker mand ved siden af mig, sad og tog mig på røven!


Jeg sendte ham mit bedste dræberblik og sagde "nallerne væk", men lige meget hjalp det.
Mine brødre har altid lært mig at man skal sætte sig i respekt. Og hvis man reagerer fysisk, så skal man gøre det så der ingen tvivl er om at man mener  det.
Så jeg knaldede ham, eftertrykkeligt, en på bærret. Med flad hånd, men den kom helt nede fra stolesædet.
Og så faldt han ned fra barstolen!
Han nærmest fløj af stolen, ned på gulvet. Der blev helt stille. Jeg kiggede ned, og opdagede at manden ikke havde nogen ben. Han var en torso, balanceret på stolen. Hans rullestol stod klappet sammen ovre i hjørnet.
Jeg fik mumlet: "klamme stodder", og så løb jeg ud af døren.


Det sidste jeg hørte var: der er en kælling der har væltet Finn...
Jeg løb ind i min daværende og fik meget hurtigt forklaret at vi nok ikke skulle gå derind igen. Så vi gik ned i en kiosk og købte en øl med hjem.


Når jeg tænker over historien nu, så er det faktisk ikke det faktum at jeg væltede en mand uden ben ned af en barstol, jeg syntes er pinligt. Det er mere tanken om at vi aldrig betalte for øllene jeg skammer mig over!