onsdag den 1. august 2007

Det er tanken der tæller



1. aug 2007 08:54, Bisous
Jeg har ikke børn, endnu, men der arbejdes kraftigt på sagen... og hvorfor starter jeg nu med denne oplysning? Det gør jeg for at undgå frådende mødres kommentar om at: du er en børnehader og det er vildt nemt at have en mening om børneopdragelse, når man ikke selv har ynglet!
Så jeg vil gerne starte med at slå fast at: nej jeg hader ikke børn, er faktisk ret skruk, og jeg ved godt det er super nemt at rulle med øjnene og sige til sig selv: sådan vil jeg ALRIG gøre hvis/ når vi får børn, men mødre: jeg mener det ikke så ondt, og i har selv været der inden i fik børn ;0)
Og nu til det væsentlige: hvordan kan det være, der er så lidt konsekvens i de danske familier med små børn? Jeg hader at blive fanget i et supermarked i ulvetimen med stressede mødre og hysteriske børn. Men jeg kan ikke lade være med at undre mig over det konstante kor af: nej Gustav (tilfældigt valgt navn, ikke for at genere nogen hvis søn hedder Gustav) du må ikke få en mælkesnitte... læg den tilbage... læg den så tilbage... læg den tilbage ellers bliver mor vred... mor bliver vred... nu bliver mor snart vred...  
Jeg får sådan en lyst til at vende mig om og sige: så bliv da vred for hylan!
Hvad er det de er bange for? Tror de virkeligt at Gustav går i stykker hvis de sager nej til ham? Eller har de glemt hvordan man bliver vred? Eller tror de det er tanken der tæller? Lidt a la: nu har jeg sagt nej til Gustav... han fik godtnok mælkesnitten i sidste ende, men først sagde jeg nej...
Det minder mig om noget, en af mine veninder engang fortalte mig: hun kom sent hjem fra en stresset arbejdsdag. Hendes mand havde været hjemme hele dagen da han var lidt forkølet (og så ved vi jo mænd er ved at dø). Han havde sendt børnene i institution for han var jo syg, så han havde haft en hel dag alene i huset. Da min veninde trådte ind af døren lignede hele huset et bombekrater og der var ikke lavet aftensmad. Hendes mand opdagede hendes noget fornærmede ansigtsudtryk og sagde: hej skat, ja jeg havde jo overvejet at gøre rent, få børnene passet og så invitere dig ud og spise, men jeg nåede det ikke... men det er jo tanken der tæller!
Tanken der tæller? Jeg foreslog hende at sige til ham næste gang han kom hjem: hej skat jeg har gået hele dagen og tænkt på alle de dejlige ting jeg ville gøre for dig når du kom hjem... maden på bordet, lækkert undertøj og så en fantastisk time oppe i vores soveværelse, hvor jeg vil gøre alt for dig... men jeg nåede det ikke, men pyt, det er jo tanken der tæller ikk'?
Ville gerne være en flue på væggen i det scenarie!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar