fredag den 24. august 2007

Den nye rygelov



24. aug 2007 09:30, Bisous
Jeg hører jo til blandt de folk der jublede ved tanken om at kunne gå ud og spise uden at få oplevelsen ødelagt af nabobordets pulserier... og over at kunne gå i biografen uden at blive ramt af en mur af røg, det sekund man kommer ud fra salen men jeg syntes måske nok at tingene er ved at tage overhånd.
Rygning er jo en privat sag. Jeg ønsker ikke at ryge, derfor lader jeg være. Hvis jeg ikke ønsker at indånde andres røg lader jeg være med at opholde mig et sted hvor folk ryger. Det er ikke videnskab det her!
Det har selvfølgelig altid været et problem med de rygere der insisterer på at ryge i ikke ryger zoner, men en venlig henstilling har næsten altid hjulpet.
Der er nogen steder hvor det er ekstremt rimeligt man ikke må ryge:
Fly - vi sidder i en lille kasse 5000 M over jorden, lad venligst være med at lege med ild!
Benzinstationer - vi har samlet en trillion ekstrem brandbar væske under jorden, og vi lader dig hælde det ud af en slange. Dampene er også brandbare, lad venligst være med at smide din cigaret over mod den lille benzinpøl der ligger på jorden!
Hospitaler -  vi samler en masse syge mennesker et sted, jeg tror de har nok at kæmpe imod uden også at skulle indånde din røg!
Børneinstitioner - lad dem nu vælge selv.
Men det efterlader jo en del steder hvor man godt kunne ryge, men hvor det nu er forbudt, f.eks: arbejdspladser, skoler, restauranter, barer og biografer.
Min arbejdsplads har en ekstremt stram rygepolitik, og det passer mig fint, men jeg syntes nu det er synd for rygerne der bliver sendt uden for i regnen. Og jeg kan ikke lade være med at tænke på om der snart kommer en statistik ud om at rygere har flere sygedage... ikke så mærkeligt, de står ude i regnen!
For min skyld må der gerne ryges på restauranter og barer, hvis altså man kunne lave afskærmede ikke-ryger afdelinger.
Jeg er lidt ambivalent omkring skolerne: jeg syntes jo det er åndsvagt at begynde og ryge, men jeg mener altså at det må være forældrenes ansvar og beslutning om deres poder må ryge på skolen. Da jeg gik i folkeskolen skulle man have en seddel med hjemmfra hvis man skulle have lov til at gå ind i rygerummet. I min skole i USA var det kun tabere der røg. Der var en lille skolegård til dem, og de gik under betegnelsen "court yard scum", så det gav sig selv. 
Men jeg bliver nu alligevel lidt forundret når jeg hører kræftens bekæmpelse udtale til medierne i morges at "regeringen skal gøre mere for at forhindre unge i at ryge" øøøh? Regeringen har lige indført en ny rygelov der stort set gør det ulovligt at ryge andre steder end i hjemmet! Bør det ikke være forældrene der tager over når det handler om hvad der foregår indenfor hjemmets 4 vægge?
Men man kunne selvfølgelig gå et skridt videre og så tvangsfjerne børn fra hjem hvor forældrene ryger... skal vi stille det som forslag? 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar