Om engang imellem at være 4 år gammel

17. dec 2007 09:54, Bisous

Det kommer over mig en gang imellem... altså det der med at opføre sig som om man er 4 ikke 34.
Det er sikkert fordi jeg er efternøler, og derfor næsten enebarn - og derfor har det indbyggede "jeg er forkælet og hele verden drejer sig om mig" gen intakt, men altså en gang imellem orker jeg ikke tage hensyn til de små.

Eksempel 1: jeg var for et par år siden i zoo til et aftenarrangement med min veninde, hendes mand og deres 1-årige datter. En af oplevelser var at man kunne få lov til at håndfodre lamaerne og de andre dyr i deres indhegning. Mine veninde og jeg elsker begge to dyr, så vi møvede foran, fik en håndfuld foder og kom først til mølle... og jeg ved godt det er en skammelig opførsel, men for det første er det synd for dyrene at små børn får lov til at hive dem i håret og prikke dem i øjnene, og for det andet så har jeg aldrig før mærket en gazellemule mod min hånd...

Eksempel 2: før i tiden kørte jeg meget med bus inde i byen, og der er åbenbart en uskreven regel om at voksne ikke må trykke på STOP knappen når der er børn med, det skal de nemlig. Og så står man der, overfor en hysterisk unge, hvis mor overhovedet ikke evner at få den dæmpet lidt, og ja så må jeg altså indrømme at jeg får en sadistisk glæde ud af at trykke på knappen, lige for næsen af barnet...


Eksempel 3: Vores venner har købt en Nintendo Wii, og det er simpelthen noget af det sjoveste jeg har prøvet. Men da jeg aldrig har set sådan en før så er jeg jo afhængig af instrukser mens man spiller - og så snyder deres datter! Jeg elsker hende meget højt, men sådan noget går simpelthen så meget mod min retfærdighedsans - og så begynder jeg altså at spille for at vinde! Hvis børn vil lege spille med de voksne så skal de følge reglerne... der er kun 1 mandelgave i vores hus!

Eksempel 4: vi var nede og fælde juletræ med min mands arbejde igår. Der gik nogen store flotte bryggerheste og trak de vogne der kørte ud i plantagen. På et tidspunkt stoppede den ene vogn, og kusken spurgte om vi ville hilse på hestene... det var så åbenbart ikke mig han spurgte, men min mand, da han stod med en af vores venners datter på armen... men der var heldigvis hest nok til alle!

Så ja, jeg er enebarn. Jeg er en forkælet prinsesse. Men i det mindste ved jeg det godt, og prøver virkeligt at forbedre mig... bare det ikke involverer dyr og konkurrencer!