onsdag den 5. september 2007

Hvad præcist er fleksibelt med SAS Economy Flex?


5. sep 2007 16:15, Bisous
Jeg er i Finland i dag og i morgen, og her er rigtigt pænt og rart. Men turen til Finland var alt andet end rar!
Vores rejsebureau havde meget flinkt bestilt en Economy Flex billet med SAS. Det betyder at man kan ændre billetten, får mad om bord og kan bruge Fast Track i Københavns lufthavn, men det betyder samtidigt at man betaler 4.500 kr for en returbillet der normalt koster 2.800 kr.
Jeg checkede ind fra kontoret i går, men på grund af reglerne vedrørende væske blev jeg nødt til at skaffe en bagage seddel i lufthavnen. Det er heldigvis så smart at man bare kan gå til self-service automaten og printe bagage sedlen og boarding kortet ud og så aflevere sin bagage ved bagage drop skranken... Lyder rimeligt enkelt og hurtigt ikk'? sådan kan man jo tage grueligt fejl: 35 minutters kø for at komme af med  min kuffert.... 35 minutter fordi der er 2 luger åbne kl 7.30 i Skandinaviens største og travleste lufthavn. Vi taler om et luftfartsselskab som bruger uanede mængder marketingspenge på at sælge ideen om at det er super let og hurtigt at gøre al ting selv når man skal ud og flyve... og alt ting er super let og nemt indtil man skal aflevere bagagen... 35 minutter!!!
Jeg var sent på den da vi havde siddet fast i trafikken, men jeg trøstede mig med at jeg jo kunne løbe uden om køen ved security da jeg havde en Economy Flex billet. Jeg dobbelt checkede med SAS skrankepaven, og ved I hvad hun sagde? Nej du kan ikke bruge Fast Track da du ikke flyver med SAS. Undskyld? Min billet er booket på SAS.dk, jeg checker ind på SAS Self-Service automaten, jeg står med et SAS boarding kort i hånden og venter 35 minutter i en SAS kø, og så fortæller du mig at jeg ikke flyver med SAS? Nej jeg skulle flyve med en Star Alliance partner og derfor kunne jeg ikke bruge en af de benefits der er ved at betale 4.500 kr for en billet til Helsinki!!!!
Jeg var storskummende af vrede da jeg kom igennem security (10 minutter ekstra) blot for at finde ud af at man nu bliver tvunget igennem hele duty free butikken før man kommer ud i terminalen. På det her tidspunkt var mit fly igang med at lukke boarding, så jeg løb hele vejen ud til Gate A9, og kom med i sidste sekund.
Men det gjorde min kuffert desværre ikke... så her sidder jeg, i Helsinki, uden de væsker der gjorde at jeg blev nødt til at checke ind... og stå i kø i 35 minutter... og løbe halvdelen af lufthavnen igennem... JEG ER IKKE EN GLAD LILLE FRØ IDAG!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar