25. sep 2007 13:02, Bisous
Jeg kom til at se en udsendelse igår om det første plejehjem for narkomaner. Da jeg læste programomtalen tænkte jeg: nå ja gamle narkomaner skal da også have et sted at være...
Men de var slet ikke gamle!
Der var en mand på 37... det er samme alder som min elskede - men han var hjælpeløs! Der var en på 42 der bevægede sig og talte som en olding. Det var tomme skaller af mennesker, der har været så heldige at få en plads på et hjem med plejepersonale, der giver dem den medicin, de har brug for, bruger tid på at finde kontaktoplysninger på de familiemedlemmer beboerne har mistet kontakten med og som faktisk orker at lægge øre til de staklers forvildede, paranoide tale.
Jeg tager hatten af for mennesker med sådan en kæmpe næstekærlighed og enormt overskud. Så godt et menneske er jeg bare ikke!
Der var en beboer der skulle lave testamente. Han var 42. Han største bekymring var om det var dyrere at blive begravet end brændt, for "de skal fandme have lov til at betale"
Undskyld hvem skal have lov til at betale? Det samfund der åbenbart bærer skylden for hans skæbne...
Han familie skulle ikke have besked for "de kunne fandme bare have taget kontakt til mig for mange år siden" Ja han har sikkert været nem at kontakte på gaden.
Den søde plejer aede ham på kinden og skrev hans ønsker ned.
Der var en anden der håbede på at få benet amputeret så han ikke havde smerter mere. Han ville også gerne have en el-scooter, men den blev afvist af kommunen pga. af hans forbrug af smertestillende medicin... Den lader vi lige stå et øjeblik. Mandens ben var ved at rådne op, så han havde ondt og kunne ikke gå - men det er da klart han skal holde op med morfin for at få en kørestol.
Så var der en kvinde på 42 der var mere alkoholiker end narkoman. Hun blev rasende når ordet "alkoholiker" blev brugt som skælsord af en af narkomanerne. Hun ville så gerne besøge sin lillesøster på Fyn. Det blev arrangeret, og en af plejerne viste så meget omsorg at hun brugte kræfter på at overtale beboeren til ikke at ryge hash inden mødet med søsteren.
Jeg er så glad for at jeg ikke har det job (og tro mig, det er narkomanerne også!) jeg ville simpelthen ikke kunne høre på det piveri. Jeg ville ikke kunne holde min mund, når der sidder en mand og mener at det hele er samfundets skyld. Jeg ville ikke kunne holde ud at høre det sprog omking mig hele tiden.
Men der er åbenbart mennesker der kan vise disse levende lig omsorg og kærlighed - og til en månedsløn på 23.000 kr. De fortjener en medalje!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar