tirsdag den 29. januar 2008

Hvorfor skulle det være anderledes for katte?


29. jan 2008 12:05, Bisous

Jeg arbejder hjemmefra idag, og sad egenligt og nød stilheden efter 1½ times telekonference med resten af det europæiske marketingsteam, da stilheden blev brudt af en højlydt snorken.
Vi taler om nogle kæmpe torsk der bliver trukket i land, efterfulgt af en nasal piben og lidt smasken.
Det er min hankat. Han er ved at være en ældre herre, og selvom han faktisk er en lille bitte kat (ligger til racen) så snorker han efterhånden højere end nogen anden her i huset (der er en grund til jeg sover med ørepropper!)
Hvis man sidder neden under ved spisebordet, ja så kan han faktisk trænge igennem TV lyd og samtaler, selvom han ligger oven på i sin hule...
Før i tiden sov han sammen med vores hunkat i en hyggelig bunke, men de sidste par år er hun begyndt at gå for sig selv...
Men hvorfor skulle det være anderledes for katte end det er for mennesker? Vi har set mange huse hvor ægtefællerne har hver deres soveværelse... og vores stakkels lille hunkat kan jo ikke bare tage ørepropper på!
Nå men det er nu lidt hyggeligt med det snorkeri... man føler ligesom der er lidt liv i huset - og han er så kær, så jeg tror jeg vil gå hen og nulre ham lidt på maven... det hjælper da altid når min elskede snorker ;0)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar