Hvornår var det lige at vi blev "de voksne"?

Dengang jeg var barn fik man altid at vide at man skulle "finde en voksen" og så ville alt blive bedre. Hvis man faldt på legepladsen, eller der var nogle der drillede, så skulle man finde en voksen... og vupti så var alt godt igen.
Jeg syntes at erindre at de der "voksne" var vildt gamle! Det var nogens forældre eller en lærer - og gamle det var de ihvertfald, ellers kvalificerede de jo ikke til at være en voksen!
Dette bringer mig så til en oplevelse min kære veninde havde for et par uger siden: hun kom trillende med sin barnevogn hvor de to mindste sad og havde den ældste stående på et trinbrædt på barnevognen. Hun var på vej op i institution med de to ældste, og gik af en sti. Pludseligt kom der en dreng susende forbi hende på cykel, og så væltede han.
Min veninde skyndte sig hen til ham, da det var et alvorligt styrt, og spurgte om han var ok. "Nej" snøftede han, "mit ben gør ondt". Han var en 7. klasses dreng, og var iført de der ålestramme cowboybukser som er så moderne for tiden. Min veninde kunne derfor ikke se om han var kommet til skade, da benene ikke kun smøges op (og hun syntes det var lidt upassende at bede ham om at trække bukserne ned).
Hun hjalp ham op og stå, spurgte om der var nogen hjemme hun kunne ringe til (det var der ikke). De gik 3 skridt og han stoppede op og jamrede. Nu er min veninde blandt verdens sødeste og hjælpsomme folk, og hun kunne ikke bære at den lille fyr sad der og var ulykkelig, så hun besluttede sig resolut for at hjælpe ham i skole (der ligger lige ved siden af hendes børns institution). Først forsøgte hun at støtte ham, men det gik ikke med barnevogn og tasker. Hun fik sin ældste søn overbevist om at han godt kunne gå lidt, og fik så stavlet en 7. klasses dreng op på trinbrædtet på barnevognen - og så masede hun ellers afsted med barnevogn og en sur søn.
Hun mødte flere på sin vej, men på intet tidspunkt var der nogen der spurgte om hun havde brug for hjælp. De ankom til skolen, og min veninde stod og overvejede hvordan hun skulle få hele sin karavane bakset op af den meget lange og stejle trappe op til skolen da hun fik øje på nogle store drenge der sad og røg.
"Undskyld" sagde min veninde, men der var ingen reaktion. Hun prøvede igen med et "hallo", og endelig var der en fyr der kiggede op.
"Vil du ikke være sød at gå op og hente en voksen der kan hjælpe ham her?" spurgte min veninde og blev mødt med et tomt blik. Tilsidst var der en af de andre der luskede op af trappen og hentede inspektøren.
Min venindes passager blev hjulpet ind på skolen og så stod hun der tilbage.
Hun fik aldrig et tak. Hun stod bare der tilbage med en følelse af tomhed. Det var først på vejen hjem det gik op for hende at de der fra 10. klasse ikke havde reageret da hun henvendte sig, fordi der jo var en voksen der tog sig problemet.
Vi er nu blevet "de voksne" - det er nu os små, tudende børn henvender sig til hvis de er kommet til skade eller er blevet drillet. Vi skal nu automatisk vide alt om forbindinger, sårpleje og gruppepres...
Problemet er bare at jeg stadig kan få fornemmelsen af at en situation kræver en voksen - jeg føler mig bare ikke moden til at løse opgaven!
Så fortæl mig lige, hvor er det vi er blevet de voksne?