De to ting har da intet med hinanden at gøre, kan jeg næsten høre dig undre, og det har du jo så ret i, en mere rammende overskrift havde måske været: en ulykke kommer sjældent alene!
Spoler lige tilbage til lørdag i sidste uge. Skulle have gæster og lavede mad hele dagen, inklusiv en totalt overskudsis baseret på hjemmelavet lemon curd og scottish lemon shortbread.
3 timer inden vores gæster skulle komme, begyndte jeg at kaste op, og måtte ringe afbud 2 timer inden ankomst - dårlig stil! Jeg tilbød de kunne komme forbi og hente take out, men der var ingen afsætning.
Først tirsdag fik jeg stavlet mig på benene, men ak, måtte vende om og gå hjem igen. Arbejdede hjemmefra onsdag og hældte ½ liter vand ned i keyboardtastaturet på min ThinkPad. Paden overlevede (jeg sendte en venlig tanke til den man i Japan der besluttede at der skal være tagrende i et ThinkPad-tastatur) men onsdag aften blev jeg så dårlig igen at jeg lå og rystede hele natten. Det gik torsdag så med (plus jeg tabte min elskede RAZR telefon ned i et glas vand... telefonen overlevede, men jeg har bare ikke en god elektronik periode). Fredag kæmpede jeg mig tappert nedenunder for at arbejde hjemmefra og det gik fint i 3 timer... så lød der et brag af et tordenskrald - og vores ADSL døde.
Min stakkels mand har gået rundt og rystet som en junkie hele weekenden. Han har været helt rundt på gulvet og rastløs - der er ikke noget internet.
Jeg har heller ikke været super lykkelig da jeg er ved at skrive to MBA opgaver, og følte mig meget afskåret fra research, uden nettet. Heldigvis er der indbygget modem i min Pade, og jeg har frikaldsnummer fra firmaet, så jeg fik lavet mit spørgeskema... men sikke svartider når man er vandt til bredbånd... Totalt old school... retro-net!
TDC-manden er hjemme hos os lige nu (min mand har siddet ved døren hele dagen og ventet på ham), så forhåbenligt er der snart gode nyheder fra det lille hjem...
Men en ulykke kommer sjældent alene.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar